Der er forsvindende få statuer af historiske eller nulevende kvinder rundt omkring på danske torve og pladser, men det kan der snart blive gjort noget ved. Kulturministeriet indstiller til Folketingets Finansudvalg, at der afsættes 10 millioner kroner til at opføre statuer af navngivne kvinder. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Indstillingen kommer, efter at en undersøgelse fra Museum of Art in Public Spaces i Køge har vist, at der findes 483 statuer af mænd med historisk betydning i Danmark, mens det tilsvarende tal for kvinder blot er 43.
Undersøgelsen kommer samtidig med, at et udvalg under Kulturministeriet har udarbejdet en database over 3000 kvinder - nulevende og døde - som kunne fortjene en statue.
Udvalget, der er forankret på Aalborg Universitet, har fået hjælp af de 3834 forslag, som er indkommet fra danskere med en mening om, hvilke kvinder, der bør hyldes og huskes.
Udvalget har samtidig lavet en top 100-liste over de kvinder, der efter udvalgets mening har en særlig national betydning.
De 15 navne, der optrådte hyppigst blandt de indsendte forslag, blev automatisk tilføjet til denne liste. På top 100-listen finder man blandt andet dronning Thyra, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og håndboldspilleren Anja Andersen.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har tidligere varslet, at han vil sætte midler af i en flerårig pulje, der skal skaffe mere kunst af betydningsfulde kvinder i det offentlige rum. Han understreger dog, at det bliver Statens Kunstfond, der skal afgøre, hvilke projekter, der skal støttes.
- Jeg håber, pengene vil give anledning til fantastisk kunst, lokal stolthed og ikke mindst oprejsning til de fantastiske kvinder, som har formet vores lands rige historie, siger han.
Midlerne i puljen kan søges bredt, men det kræver en medfinansiering på 50 procent at få støtte.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










