Trods lange ventelister på sygehusene er det ifølge regeringen snart slut med retten til at blive behandlet inden for 30 dage i det private sundhedsvæsen - når det offentlige ikke kan levere varen. Med et lovforslag forlænger regeringen behandlingsgarantien i sundhedsvæsenet fra 30 til 60 dage. Det har netop været i høring og får stor opbakning fra landets læger.
I en ny rundspørge fra Lægeforeningen svarer et klart flertal af lægerne, at en forlænget behandlingsgaranti vil gøre, at de mest syge patienter kan blive behandlet først.
- Som det er nu, kan vi jo for det første slet ikke overholde den garanti, der er givet. For det andet er der en skævvridning, hvor det offentlige hænger på de mest syge, mens de mindst syge kommer hurtigt til i privat regi, siger formanden for Lægeforeningen, Camilla Rathcke.
- Med den nuværende mangel på arbejdskraft står behandlingsgarantien på 30 dage i vejen for at sikre, at de mest sårbare patienter får den bedste behandling, siger Lægeforeningens formand.
Et flertal af de adspurgte læger, 58 pct., svarer, at de på deres sygehus oplever, at behandlingsgarantien på 30 dage forhindrer, at det er patientens tilstand, der styrer, hvornår patienter skal tilbydes behandling.
Patienforening bekrymret over forslag
Paraplyorganisationen Danske Patienter er modstandere af regeringens forslag.
- Det er et ærgerligt og dårligt signal i en tid, hvor mange patienter venter længe på at blive opereret. Det løser ikke de grundliggende problemer med lange ventelister, for der kommer ikke færre patienter, der skal opereres af det her. Det kan i bedste fald give lidt bedre rum for planlægning på sygehusene. Men i værste fald kan det også øge ventelisterne, siger direktør Morten Freil.
Sundhedsordfører Per Larsen fra De Konservative er også imod idéen.
- Omkring 2,3 millioner her i landet er sikret behandling via deres sundhedsforsikringsordninger eller kan betale selv. Behandlingsgarantien stiller folk lige, så de bedst stillede ikke bare kan træde frem i køen via forsikringen og blive behandlet på et privathospital, siger han og fortsætter
- Når man bliver syg, skal man have selvbestemmelsesret til at beslutte, om det kan vente i forhold til andre patienter, der også skal tages hensyn til. Du ved bedst, hvad dine smerter er, og hvor længe du kan holde ud at vente.
Kan give offentlige sygehuse luft
Professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard, ved Syddansk Universitet erkender, at garantien har lagt et pres på ventelisterne.
- Men jeg mener, at det er problematisk, at de komplekse, ældre patienter med komplicerede forløb får lov at vente, fordi det private kun kan klare de enkle indgreb. En forlængelse fra 30 til 60 dage kan give det sindssygt hårdt pressede offentlige sygehuse lidt ekstra luft for en tid, siger han.
61 pct. af lægerne i undersøgelsen er enige eller meget enige i, at læger får bedre mulighed for at behandle de mest syge patienter først, hvis behandlingsgarantien bliver hævet til 60, 90 eller flere dage. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger i en kommentar:
- Regeringen er på vej med en akutplan, der indeholder en bred vifte af tiltag, som skal lette presset på sygehusene og sikre patienterne kortere ventetider.
- Ét af dem er en midlertidig forlængelse af behandlingsretten fra 30 til 60 dage, som netop skal give regionerne bedre mulighed for at prioritere, samtidig med at de mest syge patienter fortsat vil blive behandlet først.
Høringsfristen for regeringens lovforslag udløb 1. februar. Loven ventes at træde i kraft 28. april. Den skal række indtil udgangen af 2024.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.