DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Længe ventet opgørelse ubrugelig på grund af fejl

Danmarks Statistik opgør 21 børn pr. dagplejer i Fredensborg, en hel voksen pr. barn på Langeland og så videre. Ubrugelig lyder dommen fra FOA og BUPL
31. AUG 2016 11.15

En officiel opgørelse fra Danmarks Statistik og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling over antallet af børn pr. voksen i daginstitutioner og dagpleje har været længe ventet, men skydes nu ned straks efter sin offentliggørelse. Den er så fejlbehæftet, at den er ubrugelig, lyder det samstemmende fra fagforeningerne FOA og BUPL.

Begge fagforeninger er faldet over, at der ifølge opgørelsen er 21 børn pr. dagplejer i Fredensborg Kommune. FOA har desuden hæftet sig ved at der skulle være en hel voksen til hvert vuggestuebarn på Langeland og blot 1,2 børn pr. voksen i vuggestuerne i Hillerød.

- Enhver, der har sat sine ben disse steder, ved, at det ikke passer, siger formanden for FOAs pædagogiske sektor, Mogens Bech Madsen, og både han og BUPL-formand Elise Bergmann kalder tallene ubrugelige.

- Vi har ventet i fire år på at få officielle tal, som var anerkendt og blåstemplet fra Danmarks Statistik, kommunerne og ministeriet, konstaterer en ærgerlig Elisa Bergmann.

- Det er en ommer, siger Mogens Bech Madsen.

- Vi har i årevis haft officielle tal på skoleområdet med timetal og klassekvotient, så man kan sammenligne kvaliteten i de enkelte kommuner, og det har ført til, at man i dag har både et minimumstimetal og et klasseloft på skoleområdet. Vi ser en normeringsopgørelse som det første skridt mod en minimumsnormering i daginstitutionerne, men det kræver, at tallene er troværdige, forklarer BUPL-formand Elise Bergmann om behovet for opgørelsen.

Danmarks Statistik skriver i en kommentar til statistikken, at normeringstallene kan indeholde fejl i de tilfælde, hvor kommunernes registreringer i lønsystemet og forældrebetalingssystemer ikke er foretaget i overensstemmelse med forudsætningerne i beregningerne.

- Danmarks Statistik tager selv så mange forbehold for fejl i opgørelsen, at de og ministeriet helt skulle have undladt at offentliggøre statistikken, lyden kommentaren hertil fra sektorformand Mogens Bech Madsen fra FOA.

mk

Se opgørelsen hos Danmarks Statistik.