
Lene Espersen, adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder gennem snart otte år, har valgt at trække sig fra sin post, skriver hun ifølge Byrummonitor på LinkedIn.
- Jeg har orienteret min bestyrelsesformand, Katja Viltoft, om, at jeg ønsker at stoppe som administrerende direktør hos Danske Arkitektvirksomheder, når der er fundet en afløser, skriver hun.
Den afgående direktør vil vie sin fulde arbejdstid til bestyrelsesarbejde for at 'udleve min vision om at sætte bæredygtighedsdagsordenen højere hos mange andre virksomheder og deres bestyrelser, gerne bredt i erhvervslivet'.
- Det har været en meget svær beslutning, da jeg elsker mit arbejde, ikke mindst det tætte samarbejde med vores mange medlemmer. Danske Arkitektvirksomheder og de mange fantastiske medlemmer vil altid have en særlig plads i mit hjerte,« skriver hun i opslaget og fortsætter:
- Tilsammen har vi alle bidraget væsentligt til at rykke byggeriet i en mere bæredygtig retning og ikke mindst vist, hvilken merværdi arkitektvirksomheder bidrager med samfundsmæssigt. Vi er meget flot på vej med utroligt mange spændende projekter.
20 år i politik
Lene Espersen trak sig i november 2014 fra politik og nedlagde sit mandat i Folketinget for Det Konservative Folkeparti efter mere end 20 år og tre ministerposter under Fogh-regeringer.
Til fleres overraskelse havde den økonomuddannede politiker i stedet fået job som adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder.
Lene Espersen er i dag bestyrelsesformand for Green Hub Denmark samt medlem af bestyrelsen i KV Fonden og Formuepleje, mens hun er medlem af repræsentantskabet i Realdania. Hun har desuden en fortid som bestyrelsesformand for Aalborg Universitet og for Baltic Development Forum.
På LinkedIn får Lene Espersen rosende ord med på vejen fra flere arkitekt- og byggefolk.
- Sådan – altid høje ambitioner! Det bliver ikke let at følge efter dig, skriver Lars Autrup, direktør for Arkitektforeningen, i en kommentar til opslaget.
Mette Kynne Frandsen, adm. direktør for Henning Larsen, takker Espersen for hendes 'store og helt afgørende indsat for Danske Arkitektvirksomheder':
- Dit engagement og skarpe blik vil blive savnet helt enormt af os. Alt det bedste for dit næste kapitel, skriver hun videre.
Også en enkelt tidligere partikollega, Helsingør-borgmester Benedikte Kiær, har mandag morgen nået at sende sine roser af sted mod den afgående direktør.
- Tak for det store arbejde, du har gjort for Danske Arkitektvirksomheder – og for at sætte en grøn dagsorden! Tak, Lene. Glæder mig til at følge dig i den videre færd, skriver den konservative borgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.