Miljøvurderingen, der er lavet i forbindelse med opførslen af det 3,4 mia. kr. dyre anlægsprojekt i form af halvøen Lynetteholm i København, bygger på én enkelt 40 år gammel artikel fra USA. Og den kan ifølge professor ved DTU Aqua Karen Timmerman ikke bruges i forbindelse med slamdumpningen i Køge Bugt, skriver DR tirsdag.
- Det er baseret på en række antagelser, som der ikke umiddelbart er dokumentation for, og så nærmer det sig spekulation, siger hun til DR.
I forbindelse med opførslen af halvøen Lynetteholm i København er der blevet dumpet store mængder bundslam fra Københavns Havn i Køge Bugt. Det er selskabet By og Havn, der har udarbejdet miljøvurderingen. Den kalder konsekvenserne ved dumpningen "ubetydelig".
Forsker bag rapport: undersøgelse skal foretages lokalt
Konklusionen på miljøkonsekvenserne er ifølge vurderingen understøttet af "omfattende studier". Men de omfattende studier viser sig altså at være en enkelt artikel. Og den kan ikke bruges i forbindelse med slam-dumping i Køge Bugt. Det vurderer flere professorer, der beskæftiger sig med vand og vandmiljø.
Bland andet Fred Lee, der er den ene af de to amerikanske forskere, der står bag artiklen fra miljøvurderingen. Han kan ikke forstå, at hans arbejde bliver brugt i forbindelse med Lynetteholm. Eller at det kan resultere i en troværdig konklusion.
Fred Lee undersøgte nemlig sammen med sin kone, Anne, og en række studerende floder i Texas i 1980'erne. Og det, de undersøgte, var uddybning af sejlrender i floder. Ikke dumpning af slam. Hvis deres metode skal bruges i dansk sammenhæng, skal man ifølge Fred Lee undersøge de lokale forhold grundigt.
Vil kalde minister i samråd
Venstres miljøordfører, Jacob Jensen, vil kalde miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd. Han mener ikke, det er tilfredsstillende, at projektets miljøvurdering er baseret på en gammel artikel.
- Endnu en afgørende information, man har tilbageholdt for Folketinget. Venstre kalder miljøministeren i samråd igen, skriver Jacob Jensen på Twitter.
Miljøvurderingen ligger offentligt tilgængelig. Og det gør baggrunden for vurdering dermed også. Både miljøminister Lea Wermelin (S) og transportminister Trine Bramsen (S) er tidligere blevet indkaldt til samråd i forbindelse med opførslen af Lynetteholm.
Flere svenske miljøministre har tidligere sendt breve til deres danske kolleger. Her har de udtrykt bekymring for slamdumpningen, der i fagsprog kaldes klapning.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.