En brancheforening for vognmænd i Midtjylland er blevet meldt til politiet af Konkurrencerådet for at koordinere afgivelse af tilbud på offentlige opgaver med persontransport som handicapkørsel, flexkørsel og patientbefordring. Politianmeldelsen sker efter, at rådet har fastslået, at konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler er overtrådt.
Brancheforeningen har derfor fået påbud om straks at standse den ulovlige praksis, men overtrædelsen er af en kaliber, så Konkurrencerådet også ønsker en straf udmålt i en retssag. Alvoren fremgår tillige af, at politianmeldelsen er indgivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, det såkaldte bagmandspoliti.
Den pågældende brancheforening er Økonomisk Forening for Persontransport (ØFP) hvis vedtægter udtrykkeligt anfører, at de enkelte medlemmer ikke selv må byde på opgaver, hvor brancheforeningen afgiver bud. ØFP har ikke selv tilladelse til at udføre persontransport, men brancheforeningen har budt på opgaver på vegne af sine i alt 24 medlemmer og i den forbindelse aftalt priser og fordeling af ruter.
Sagen der har ført til politianmeldelse, er opstået efter en henvendelse fra trafikselskabet Midttrafik i anledning af et konkret udbud, som ØFP havde afgivet tilbud på, og koblingen til bestemmelsen i ØFP’s vedtægter
- Når en brancheforening koordinerer sine medlemmers tilbudsgivning, begrænser det konkurrencen medlemmerne imellem, og det udgør en grov overtrædelse af konkurrenceloven, siger Konkurrencerådets formand Christian Schultz i en kommentar.
- Medlemmerne har løbende koordineret tilbudsgivning gennem ØFP, og har samtidig afskærmet andre medlemmer fra at byde på de udbud, som foreningen bød på. Sagen handler dermed ikke om, hvorvidt to eller flere vognmænd på eget initiativ lovligt kunne have budt sammen. Det ville de normalt kunne i det omfang, det var nødvendigt for at kunne byde, siger Christian Schultz.
mk
Læs eller download Konkurrencerådets afgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.