En ændring af ordlyden i en pressemeddelelse før jul problematiserer ifølge DR Nyheder KL's rolle i forløbet. Et samråd i Folketingets sundhedsudvalg i næste uge og en redegørelse fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er indtil videre bedste bud på at opklare, hvad der er op og ned i sagen.
Sagens kerne er, at Sundhedsstyrelsen 18. december udsendte en pressemeddelelse, hvorefter "hurtigtest på sigt (kan) anvendes til personale på plejecentre og andre institutioner med personer i øget risiko" for corona. Det er ordene "på sigt", der er de afgørende, for ifølge DR Nyheder var den oprindelige ordlyd blot, at "visse grupper testes regelmæssigt fx personale på plejecentre og andre institutioner med personer i øget risiko". Altså ikke noget med, at det først skulle være "på sigt".
Ifølge DR ønskede KL pressemeddelelsen justeret med et tidsmæssigt forbehold, hvilket blev accepteret af Sundhedsstyrelsen. Ifølge DR skrev styrelsens vicedirektør Helene Probst i en mail til KL, at "det er meget fint, så justerer vi anbefalinger, så de flugter. Og så lægger vi en plan efter jul".
KL: Helt forkert
KL kalder DR's fremstilling af, hvad der skete mellem Sundhedsstyrelsen og KL, "ikke korrekt og ikke dokumenteret i det materiale, vi selv har fremsendt til DR, eller i noget DR ellers har præsenteret os for", hed det på KL's hjemmeside allerede torsdag aften kort efter DR-indslaget.
KL konstaterer for det første, at DR's nyhed baserer sig på en mailveksling om en pressemeddelelse, ikke om selve de anbefalinger den handlede om. Og for det andet at KL ikke har lagt pres på Sundhedsstyrelsen for at ændre noget, blot påpeget det rent praktiske, at "problemet dengang var, at de private udbydere ikke havde udkørende kapacitet til at dække plejehjem".
Uanset hvad årsagen og det præcise forløb måtte have været, så har DR's nyhed om ændringen af Sundhedsstyrelsens pressemeddelelser fået flere partiers sundhedsordførere til at reagere.
- Det er temmelig rystende læsning. Der er ingen tvivl om, at det har haft direkte konsekvenser for menneskeliv, siger eksempelvis Enhedslistens Peder Hvelplund til Ritzau, og Dansk Folkepartis Liselott Blixt kalder det "dybt kritisabelt og ikke i orden, at man kan ændre nogle anbefalinger fra en organisations side".
Sundhedsministeren skal redegøre
Begge kræver en redegørelse fra sundhedsminister Magnus Heunicke, og De Konservatives sundhedsordfører Per Larsen vil tage spørgsmålet op på et samråd med ministeren, der i forvejen er indkaldt om uudnyttet kapacitet i lyntest. Også Per Larsen er utilfreds og kalder det "rystende, at kommunerne på den måde kan gå ind og overrule Sundhedsstyrelsens klokkeklare anbefalinger".
I Sundhedsstyrelsen siger vicedirektør Helene Probst til DR, at hun "står fuldstændig på mål for de faglige anbefalinger", som Sundhedsstyrelsen sender ud.
- KL påpeger, at det her kan ikke ske den dag, vi kommer ud med anbefalingerne, 18. december. Sådan er det nogle gange. Vi kommer med nogle anbefalinger, men vores anbefalinger skal jo passe til virkeligheden. De skal kunne omsættes til noget håndterbart, og det er den dialog vi har, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.