DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Minister vil drøfte affaldsfrist med aftalepartier

De fleste kommuner søger dispensation fra fristen til sommer, viser rundspørge.

Miljøminister Lea Wermelin (S) vil drøfte med de øvrige partier bag affaldsaftalen fra sidste sommer, om kommunernes frist for at begynde at indsamle ni typer affald fra 1. juli i år skal fastholdes. Det siger hun til KL's nyhedsbrev Momentum.

En rundspørge, som Momentum har lavet til kommunerne, viser, at 67 af de 84 kommuner, som har svaret, har tænkt sig at søge dispensation fra fristen, mens kun 13 har besluttet ikke at gøre det.

Otte ud af ti kommuner siger, at de ikke kan nå at være klar til fristen 1. juli, og næsten halvdelen svarer, at de tidligst kan være klar i første halvår 2023.

- Det er både ambitiøst og en stor opgave for kommunerne, men desværre viser tallene her, at mange kommuner er bagud særligt på de nye affaldstyper, og at det samtidig kan gå ud over borgernes mulighed for at blive hørt. Deadline for sorteringen er en del af vores aftale, og selvom der er en dispensationsmulighed, vil jeg drøfte problemstillingen med aftalepartierne, siger Lea Wermelin. 

Mange protester

Ifølge aftalen skal kommunerne indsamle ni fraktioner fra 1. juli, herunder mad- og drikkekartoner, og fra nytår næste år skal der også indsamles tekstiler. En lang række kommuner og affaldsselskaber har sammen med KL og Dansk Affaldsforening indvendt i høringssvar og andre henvendelser, at man slet, slet ikke kan nå borgerhøringer og indkøb af materiel før fristen.

Formanden for KL's miljø- og forsyningsudvalg, Frederikshavn-borgmester Birgit Hansen (S) er glad for ministerens melding.

- Vi er glade for, at spørgsmålet nu bliver taget op, og vi håber, at de øvrige partier vil være åbne for at drøfte en generel udskydelse af fristen, så vi får den bedst mulige proces i hele landet, siger hun til Momentum.

Læs hele historien hos Momentum.

ak