VEJLE: Socialtilsyn Syd har som konsekvensen af to uanmeldte tilsyn i april og juli frataget Højløkke Behandlingscenter i Vejle retten til at tage imod borgere, som kommunerne sender i behandling.
Den private institution Højløkke Behandlingscenter er stærkt utilfreds med afgørelsen. Centret kan slet ikke genkende sig selv i fremstillingen og er lodret uenig i de konklusioner, Socialcenter Syd er kommet frem til.
- Jeg kan godt forstå, folk tænker sit, når man læser det her (tilsynsrapporten red.). Men hvis bare en fjerdedel af det var sandt, ville vi være lukket, og personalet været flygtet for mange år siden. Og det er ikke sket, siger centerleder Klaus Schønfeld til Lokalavisen Budstikken i Vejle.
Behandlingscentrets målgruppe er mænd, der har et misbrug af stoffer, alkohol, en psykiatrisk diagnose eller en kombination af disse ting.
Overfald for umyndig arbejdskraft
Tilsynet skriver i sin rapport, at der har været overfald på personalet, og at man benytter to piger på 16 og 19 år som arbejdskraft i et behandlingstilbud for mandlige stofmisbrugere. Det er 'helt i strid med alle sikkerhedshensyn og kvalifikationskrav', som det formuleres i rapporten.
Rapporten skriver også, at boforholdene på centret er helt uacceptable og uhumske. Det erkender Klaus Schønfeld. Derfor er man nu fraflyttet centeret i Vejle til nye omgivelser i Nørre Aaby ved Middelfart. I flytteperioden er vedligeholdet i Vejle blevet nedprioriteret.
Tilsynet langer også ud efter Højløkkes økonomi, der er præget af ugennemsigtighed og sammenblanding. Men Klaus Schønfeld ryster på hovedet.
- Det er helt tydeligt for os, at dem, der arbejder med vores materiale, ikke forstår privat erhvervsøkonomi. Jeg opfatter deres kritik og afgørelse som chikane og magtmisbrug, og det har givet os dybe ridser i lakken, som kommer til at kræve års hårdt benarbejde at bygge op igen, siger han til Lokalavisen Budstikken i Vejle.
Opdateret onsdag 1. oktober 1024: Tilføjet, at der er tale om en privatinstitution, da dette ikke fremgik tydeligt nok af den oprindelige artikel
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.