By & Havn har tildelt opgaven med at opføre verdens største centrallager for UNICEF til MT Højgaard Danmark. Byggeriet i Nordhavn har en samlet kontraktsum på 1,66 mia. kr. og udføres i totalentreprise. Det skriver By & Havn.
Projektet, kaldet UNICEF Campus 4, omfatter i alt 63.000 etagemeter med to fuldautomatiske højlagre, et lavlager og en administrationsbygning med konferencefaciliteter og besøgscenter. Den samlede lagerkapacitet bliver over 75.000 paller og erstatter UNICEF’s nuværende faciliteter på Oceanvej. By & Havn er bygherre og opfører anlægget for Bygningsstyrelsen, der fremlejer det til Udenrigsministeriet, som stiller det til rådighed for UNICEF. Det nye distributionscenter skal erstatte UNICEF’s eksisterende faciliteter på Oceanvej i Københavns Nordhavn.
- Nordhavn og UNICEF hører sammen. Og vi er utroligt glade for, at UNICEF har valgt at udbygge deres verdenslager i Nordhavn, som på den måde er med til at fastholde Københavns særlige historik som en vigtig forsyningshavn, siger Anne Skovbro, der er adm. direktør i By & Havn.
MT Højgaard Danmark skal udføre opgaven i samarbejde med CF Møller Arkitekter og Artelia. Arbejdet begynder i efteråret 2025, og lageret skal stå klar ved udgangen af 2028. Tildelingen er betinget af godkendelse i Folketingets Finansudvalg og udløb af standstill-perioden.
- CAMPUS 4 er et krævende projekt, hvor vi særligt skal udnytte vores medarbejderes faglighed inden for samarbejde, koordinering, planlægning og egenproduktion. Vores fagområder inden for blandt andet styring, fundering, jord og ledninger, aptering, beton og stål skal bidrage og køre projektet godt i mål. Vi glæder os til at samarbejde med UNICEF, By & Havn og alle andre involverede parter om at skabe rammerne for, at UNICEF fortsat kan udføre sin vigtige mission om at hjælpe mennesker i nød, samtidig med at projektet vil cementere Københavns status som international hovedstad og forsyningshavn,” siger Niels Holm Mikkelsen, der er COO i MT Højgaard Danmark.
Ordren påvirker ikke MT Højgaard Holdings forventninger til 2025, som uændret er en omsætning på 10-10,5 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kr., men ordren ventes at bidrage positivt til MT Højgaard Danmarks og MT Højgaard Holdings udvikling i de kommende år.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.