En bred vejledningsindsats skal hjælpe offentlige myndigheder med at overholde forvaltningsloven og andre forvaltningsretlige krav, når de indretter IT-systemer. Det oplyser Folketingets Ombudsmand om resultatet af en sag, som institutionen selv har rejst.
Ombudsmanden har de senere år behandlet en række sager, hvor myndighederne har overset forvaltningsretlige krav ved indførelse af nye IT-systemer. F.eks. har partsrepræsentation, som borgeren har ret til efter forvaltningsloven, ikke været mulig, eller breves datering har afhængt af, hvornår brevet blev åbnet.
På den baggrund henvendte ombudsmanden sig før sommerferien til Finansministeriet og spurgte, hvordan ministeriet ville forebygge juridisk mangelfulde IT-systemer. Digitaliseringsstyrelsen og Justitsministeriet har nu svaret ombudsmanden og nærmere redegjort for en række initiativer til forebyggelse af fejl.
- En række konkrete sager har vist, hvor væsentligt det kan være for den enkelte borgers retssikkerhed, at IT-systemer er indrettet efter lovgivningen. Derfor er det positivt, at offentlige myndigheder nu får bedre hjælp til at overholde reglerne, når de planlægger nye systemer, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Overvej jura fra starten
Ifølge områdechef Karsten Loiborg hos Folketingets Ombudsmand er det en god ide at indtænke juraen fra begyndelsen, når man planlægger et nyt offentligt IT-system.
- Det er nok en almindelig opfattelse, at man 'altid kan tjekke juraen, når teknikken er på plads'. Men det er ofte for sent, da forvaltningsretlige krav kan have grundlæggende indflydelse på designet af IT-systemer. Det er derfor vigtigt at have bevidsthed om de juridiske rammer fra starten, siger Karsten Loiborg.
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen understreger, at han fortsat vil have fokus på området, og han har derfor bl.a. bedt Finansministeriet om at modtage kopi af det materiale, som bliver udarbejdet for at vejlede myndighederne bedre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.