
Fremover vil borgerne komme til at modtage flere informationer fra myndighederne om vigtige hændelser, eksempelvis en sms med en påmindelse om, at det er tid til at få børnene vaccineret. Sådan lyder et af en lang række initiativer i en ny plan for myndighedernes digitale kommunikation, der er offentliggjort torsdag.
Planen er et resultat af en aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Den skal 'medvirke til at forme fremtidens digitale Danmark og sikre, at den offentlige sektor kan gribe ud efter de teknologiske muligheder for at skabe yderligere værdi, vækst og effektivisering, mens danskernes tryghed og tillid til det digitale samfund fastholdes', hedder det på Finansministeriets hjemmeside.
Et andet af planens initiativer går ud på, at danskerne fremover i videst muligt omfang kun skal afgive en oplysning til det offentlige én gang i stedet for at skulle indtaste den samme oplysning flere gange til forskellige offentlige myndigheder. Samtidig kan myndighederne fremover sende én digital postmeddelelse til flere modtagere, så man blandt andet kan sørge for, at begge forældre til et skilsmissebarn modtager Digital Post om barnet.
Digitalt id til 12-15-årige
Planen indeholder flere målsætninger for børn og unge, blandt andet skal der laves en effektmåling for anvendelsen af it i undervisningen i folkeskolen. Desuden skal alle elever, forældre, lærere og pædagoger have en fælles brugerportal som digital indgang til folkeskolen.
Det er også målet at lave en ny id-løsning til børn og unge mellem 12 og 15 år, som er for unge til at have et NemID, men som stadig har behov for en sikker identifikationsløsning på nettet.
Den seneste digitaliseringsstrategi fra 2011 resulterede blandt andet i Digital Post til danskerne og udbredelsen af over 100 obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger. Den nye strategi fortsætter i samme boldgade med stadig mere digitalisering af kommunikationen mellem borgere, virksomheder og myndigheder.
Ritzau+mk
Læs eller download planen 'Et stærkere og mere trygt digitalt samfund'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.