dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Når der er (lidt for meget) forskel på folk

DEBAT Ikke betryggende for retssikkerheden, at modtagere af kontanthjælp og af dagpenge oplever meget forskellige sanktioner afhængigt af, hvem der foretager rådighedsvurderingen
10. DEC 2013 12.00

Kontanthjælpsmodtagere rammes oftere af sanktioner end dagpengemodtagere. Meget oftere. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Selv om reglerne om rådighedspligt for de to grupper ligner hinanden, slår hammeren ned på kontanthjælpsmodtagerne op til 15 (fem-ten) gange oftere. Det drejer sig vel at mærke om jobklare ledige i match 1, som i princippet ligner dagpengemodtagerne. Med ens regler og ens målgruppe kunne man forvente, at tallene for de to grupper følges nogenlunde ad. Sådan er det langtfra. Der er tale om så markante forskelle, at det bør medføre løftede øjenbryn hos politikere og i Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Sanktioner har gennem de seneste to år ramt kontanthjælpsmodtagere fra matchgruppe 1 12-15 gange så ofte, som de rammer dagpengemodtagere. Jobrådgivernes Brancheforening er bekymret for, om tallene viser, at de to grupper af ledige møder vidt forskellige regelsæt. Det er ikke betryggende for retssikkerheden, at de to grupper oplever, at sanktionerne er så forskellige afhængigt af, hvem der foretager rådighedsvurderingen.

Den 12. november sagde arbejdsmarkedschef i Vejle Michael Petterson sådan til ’Danske Kommuner’: 'Det er de samme mennesker, der er tale om. De skal leve op til de samme krav for jobparathed. Den eneste forskel er, at i det ene tilfælde er det kommunen, der har ansvaret, i det andet er det a-kassen.' Meget tyder på, at a-kasserne og jobcentrene forvalter reglerne forskelligt. Årsagen kan sagtens være økonomisk. Jo strengere politik a-kasserne fører, jo flere medlemmer risikerer de at miste. Omvendt kan det koste kommunen penge, hvis jobcentret forvalter opgaven for løst.

Uanset årsagen er det bekymrende, hvis de ledige oplever så stor forskelsbehandling, som tallene tyder på. Jobrådgivernes Brancheforening opfordrer til en grundig undersøgelse af området, og at beskæftigelsesministeren sørger for, at jobcentre og a-kasser følger ens retningslinjer.


Direktør for Jobrådgivernes Brancheforening, Jørgen Borre Larsen

Nyheder er værd at betale for

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.dkindkob.dk/artikel/naar-der-er-lidt-for-meget-forskel-paa-folk

GDPR