
Tilbudsfasen for SKI-aftalen '50.90 Fødevarer' står til at slutte i starten af april. Aftalen er populær, og 77 kommuner og to regioner har tilsluttet sig aftalen, der er opdelt i to delaftaler, som har en samlet værdi på 3,4 mia. kr.
Men kort inden deadline for udbuddet er FødevareDanmark, der er paraplyorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren, kommet med kritik af aftalen.
Kritikken går på, at grundet aftalens størrelse, udelukker den mellemstore og mindre virksomheder fra at blive leverandører til de kommunale storkøkkener.
- Når man tager fødevareindkøb til en samlet værdi af 3,4 mia. kr. og placerer det hos to centrale virksomheder, modarbejder det i den grad hensigten om at sikre liv og arbejdspladser i yderområderne, siger Leif Wilson Laustsen, bestyrelsesformand i FødevareDanmark, i en pressemeddelelse.
Nogle aftaler passer bedst til større leverandører
Hos SKI anerkender man, at '50.90 Fødevarer'-aftalen afskærer mindre leverandører. Nogle områder egner sig bedre til de større leverandører, og det er altså tilfældet med aftalen for de kommunale storkøkkener, lyder det fra vicedirektør i SKI, Anders Stribolt.
- SKI’s fødevareaftale er målrettet de kommunale storkøkkener. De kommunale storkøkkener laver mad til mange borgere hver eneste dag året rundt. Tiden er knap i køkkenerne, og der skal bruges mindst mulig tid på indkøbet og mest mulig tid på at lave maden. Køkkenerne har derfor brug for at handle et sted og få leveret deres varer på én gang, oplyser han i et skriftligt svar til DK Indkøb.
Aftalen er vokset markant siden det for første gang blev udbudt i 2016. Dengang lød værdien på 500 mio. kr., den værdi voksede til ca. to mia. ved seneste udbud i 2019, og denne gang har så mange kommuner altså valgt at tilmelde sig aftalen, at værdien er vokset til over tre mia. kr. Derfor har SKI for første gang valgt at splitte aftalen op i to dele, en for Østdanmark og en for vest.
Ifølge Anders Stribolt understreger den stigende tilslutning til aftalen, at SKIs udbudsløsning i '50.90 Fødevarer' er den rette.
- Aftalen trådte i kraft i 2016 og sparer kommunerne for 100 mio. kroner om året. Uden aftalen skulle kommunerne finde pengene andre steder i budgetterne, udtaler han og fortsætter:
- Derfor er aftalen også rigtig populær blandt kommunerne, og stadig flere kommuner vælger at anvende aftalen. De kan få fødevarer af god kvalitet og på gode vilkår, de kan spare tid, og de kan også spare penge. Og når kommunerne på den måde samler indkøbskræfterne, kan de sammen rykke markedet i en grønnere og bæredygtig retning.
Lille del af fødevaremarkedet
Hørkram har været leverandør til SKI på 50.90-aftalen siden 2016. Selvom aftalen denne gang er opdelt i to, kan en leverandør stadig godt vinde begge delaftaler. Selvom kontrakterne i alt beløber sig over over tre mia. kr., mener Anders Stribolt, at markedet er så stort, at det kun udgør en meget lille andel af det danske fødevaremarked, hvorfor der stadig er masser af plads til mindre leverandører.
- Aftalen fylder under 1 pct. af det samlede danske fødevaremarked. Der er altså et meget stort marked ved siden af SKI-aftalen – både privat men bestemt også offentligt, da der foretages masser af fødevareindkøb i kommuner, stat og regioner uden for SKI-aftalen. Derudover benytter de større fødevareleverandører sig af et væld af underleverandører, så herigennem er der også masser af muligheder for SMV’erne, siger Anders Stribolt
SKI kan heller ikke genkende, at man generelt skulle udelukke SMV'er som leverandører. I dag har 500 små leverandører med under 50 ansatte SKI-aftaler. Det svarer til 62 pct, oplyser indkøbsselskabet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.