
I byggebranchen er der efterspørgsel på nye kompetencer til at understøtte den grønne omstilling. Samtidig medvirker det nordiske engagement i at bekæmpe klimaforandringer og den stigende ressourcemangel til et øget fokus på genbrug af byggematerialer.
For at ruste byggebranchen til disse udfordringer fokuserer programmet Nordic Sustainable Construction på de nordiske erhvervsuddannelser igennem udvikling af undervisningsmaterialer, som skal undervise de studerende i at genbruge byggematerialer.
- Nordic Sustainable Construction bidrager til den Nordiske Vision om at blive den mest bæredygtige region inden 2030. Derfor er vi nødt til at gentænke måden vi benytter ressourcer på, og her er der et stort potentiale for forbedringer i byggebranchen, siger Helle Redder Momsen, Sekretariatsleder af Nordic Sustainable Construction, i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Vi vil accelerere disse forbedringer igennem kompetenceopbygning af de studerende, som vil bringe ny viden med ud på deres arbejdspladser og således fungere som ambassadører for øget genbrug af byggematerialer i Norden.
Udvikling af undervisningsmaterialer var i udbud
Projektet om udvikling af undervisningsmaterialer blev sendt i udbud i efteråret 2022 og blev vundet af et konsortium bestående af konsulentfirmaet Norion Consult og Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed i januar 2023. Sammen har konsortiet erfaring med både cirkulær økonomi i byggeri samt undervisning på erhvervsuddannelser.
- Igennem de seneste år har emnet om bæredygtighed gradvist opnået fodfæste i undervisning på erhvervsuddannelser. Men det specifikke emne om genbrug er stadig ikke på erhvervsuddannelsers agenda, hvilket understreger vigtigheden af dette projekt. Derfor ser vi frem til at understøtte opbygningen af genbrugskompetencer i Norden , siger Bjørn Bauer, Direktør af Norion Consult.
Projektet består af en indledende kortlægning af relevant lovgivning samt eksisterende undervisningsmaterialer vedrørende genbrug af byggematerialer i hvert nordisk land. På denne baggrund skal konsortiet udvikle, teste, udbrede og evaluere supplerende undervisningsmateriale i tæt samarbejde med nordiske erhvervsuddannelser.
Nordisk samarbejde er afgørende
Det nye projekt, der skal styrke de studerendes praktiske kompetencer inden for genbrug af byggematerialer er en del af en større nordisk kontekst – vision 2030.
Nordisk Ministerråds vision 2030 stræber efter, at Norden bliver den førende region inden for bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri inden 2030. Men for at lykkedes med en grøn omstilling samt cirkularitet i den nordiske byggebranche, er samarbejde og projekter på tværs af Norden afgørende.
- Ressourceknaphed og cirkularitet i byggebranchen er udfordringer for alle nordiske lande i disse år. Gennem nordisk samarbejde og projekter der behandler disse udfordringer kan vi lære af hinandens tilgange og erfaring og derigennem skabe værdi for den nordiske byggebranche, men også uden for Norden, siger ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann.
Programmet Nordic Sustainable Construction er finansieret af Nordic Innovation og løber fra 2021-2024. Programmet arbejder med at etablere Norden som førende inden for bæredygtigt og konkurrencedygtigt byggeri og støtter den grønne omstilling af den nordiske byggebranche.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.