
NORDJYLLAND: Konsortium Indigo skal tegne Nyt Aalborg Universitetshospital. Det har taget et års tid at finde det rette projekt til det nye universitetshospital.
- Det har været en udfordrende og spændende proces, som har krævet meget af alle dem, der har deltaget i arbejdet med projektkonkurrencen fortæller Ulla Astman (S), regionsrådsformand.
Hospitalet skal bygges på den sydlige og vestlige del af grunden. Byggeriet ligger omkring et centrum med et centralt torv, som giver patienter og pårørende en let forståelse af og let adgang til alle behandlingsafsnit i stueplan samt sengeafsnittene herover.
Udover at rumme et hospitalskompleks omfatter projektet forslag til en strukturplan for hele området samt til et universitetsbyggeri til det sundhedsvidenskabelige fakultet SUND.
Mange fine detaljer
Muligheden for at integrere universitet i hospitalet er helt enestående, og det vil være en stor gevinst at forskning og klinisk hospitalsdrift kommer til at ligge dør om dør.
Der er flere ambitiøse mål for projektet Nyt Aalborg Universitetshospital. Hospitalet skal foruden at udføre sine opgaver, være synligt markeret i området, opnå størst mulig synergi med universitets sundhedsvidenskabelige fakultet og videreudvikle samarbejdet med universitet og virksomheder i området.
Derfor er der rigtig mange parametre, som har været i spil i evalueringen af de to projekter fra Curavita og Indigo, der i marts gik videre til forhandlingsrunden.
- Vi har haft to flotte projekter med mange fine detaljer at vælge imellem. Udover at få et smukt byggeri, har vi eksempelvis også lagt vægt på funktionalitet og økonomi, så det nye hospital bliver et godt sted at opholde sig for både patienter og personale. Samtidigt kan hospitalet blive drevet effektivt, og det vil være robust overfor fremtidige ændringer i behandlingsmuligheder. Dermed lever hospitalet op til de krav, som Regeringens ekspertpanel har stillet, og vi får et hospital, som kan udvikle sig mange år frem i tiden, siger Ulla Astman.
Vinderprojektet bliver udstillet på Utzon Centeret i sommerferien og frem til den 3. september 2012. Der er gratis adgang til udstillingen.
Om Nyt Aalborg Universitetshospital:
Størrelse: cirka 135.000 m2
Funktioner: Fælles akutmodtagelse, sengefunktion, ambulatorieflade, laboratorier, børne- og ungefunktion, billediagnostiske funktioner, operationsfunktion, intensiv, integration af universitetsfaciliteter i sygehuset, rehabiliteringsfunktion, forsknings- og undervisningsarealer, serviceby.
Byggeperiode: 2013-2020
Økonomi: Tilsagn på 4,1 mia. kr. i marts 2012 fra Regeringen om medfinansiering fra kvalitetsfonden til investeringer i ny og forbedret sygehusstruktur i Danmark. Heraf skal Region Nordjylland finansiere 40 pct.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.