
LYNGBY-TAARBÆK: Carsten Valentin – der siden december sidste år har været omdrejningspunktet for en strid mellem byrådspolitikerne i Lyngby-Taarbæk Kommune – har to udtalelser han vil citeres for, da dknyt taler med ham:
- Der er fuldstændig styr på økonomien i det her projekt, lyder beskeden, der fortsættes med budskabet:
- Mine forældre har lært mig, at man skal holde sig til sandheden og opføre sig ordentligt over for andre mennesker. Jeg har ikke andet at sige.
Carsten Valentin afviser at tale om mere konkrete kritik af hans økonomiske situation. Som dknyt beskrev i går, drejer striden sig om den lokale rideskole Dyrehavegaard, der efter 23 år med samme forpagter er blevet sendt i udbud ved kontraktligt udløb. Udbuddet blev vundet af Carsten Valentin, der ifølge S, SF og K – og et flertal i økonomiudvalget – har så skidt en økonomi, at han udgør en økonomisk risiko for kommunen.
K vrede over parti-kobling
De Konservative er blandt kritikerne af borgmester Søren P. Rasmussens (V) håndtering af sagen og pointerer over for dknyt, at man på ingen måde har partiinteresser blandet ind i sagen, hvor den tidligere forpagter er medlem af K og suppleant i vælgerforeningens bestyrelse.
'Vores bekymring for og interesse i sagen skyldes hensynet til de 72 hesteejere og beboerne i området. Såvel rideklubber som grundejerforeninger har allerede tidligt i forløbet udtrykt ønske om, at den nuværende forpagter fik lov at fortsætte – og det uden at de af den grund er konservative. Det har vi lyttet til. Vi holder dermed ikke hånden over nogen pga. af deres politiske tilhørsforhold, omvendt straffer vi dem heller ikke for det', skriver Sofia Osmani, gruppeformand for Konservative.
Kommentaren kommer efter, at Søren P. Rasmussen i går til dknyt pegede på, at K-byrådsmedlemmerne skulle have særlige interesser i at lade den tidligere forpagter fortsætte på grund af hans politiske tilhørsforhold.
Men det er en forkert slutning, mener formanden for den lokale Konservative vælgerforenings bestyrelse, Kasper Haagensen.
- Han skyder fuldstændig ved siden af, når han tillægger at vores holdning hænger sammen med forpagterens medlemsskab af K, siger han til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.