
AABENRAA / TØNDER: Aabenraa og Tønder kommuner afprøver her i 2015 en ny kommunikationsløsning for beboere på plejehjem og deres pårørende, som er meget mere end et digitalt mødested, oplyser Aabenraa Kommune.
Pleje & Omsorg i Aabenraa har siden 2012 haft et udviklingssamarbejde med it-firmaet Life-Partners A/S, der har resulteret i en digital platform, hvor beboere på plejehjem via en tablet/iPad kan opnå tættere kontakt til deres familier og derved understøtte familiernes og andre pårørendes involvering i plejehjemmets dagligdag. Platformen er personlig, og beboeren lukker selv familie og venner ind. Plejehjemmets medarbejdere støtter beboeren i at anvende teknologien.
På platformen kan beboeren og de pårørende sende beskeder til hinanden, tale sammen over video, udveksle billeder samt bestille, afbestille og betale for mad, fx når der kommer gæster. De pårørende kan også se beboerens og plejehjemmets kalender, og beboeren kan invitere pårørende til at deltage i egne kalenderaftaler. Det er altså mere end et digitalt mødested.
Støtte til mestring
- Vi ser meget frem til at få prøvet løsningen af i stor skala sammen med Tønder Kommune. Samarbejdet vil give os værdifuld viden, som vi kan bruge, når vi fremover arbejder videre med at udvikle velfærdsteknologi, som kan højne livskvaliteten for vores ældre og handicappede medborgere, og som kan støtte dem i at mestre deres egne liv. Det med at udvikle ny teknologi for at imødekomme morgendagens udfordringer er for alvor på dagsordenen i Aabenraa i disse år, pointerer formanden for social- og sundhedsudvalget, Povl Kylling Petersen (S).
Løsningen er testet i lille skala på plejehjemmet Rise Parken i Aabenraa og er nu klar til at blive videreudbredt som implementeringsprojekt på plejehjemmene Grønnegården i Aabenraa og Rosenvænget i Tønder.
Udviklingen af Life-Manager er sket i et offentligt privat innovationssamarbejde (OPI) mellem Aabenraa Kommune og Life-Partners A/S. Udviklingsprojektet fik i 2012 tildelt 1,1 mio. kr. i OPI-fondsmidler fra Syddansk Vækstforum.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.