De fleste økonomaer i de offentlige køkkener ved, at det er mest praktisk, når alle fødevarer kan leveres af den samme leverandør. For at sikre, at udbudsreglerne samtidig overholdes under indkøbet, har SKI netop indgået en ny frivillig rammeaftale, som gør de offentlige køkkener i stand til at købe et meget bredt sortiment af fødevarer direkte fra de to totalleverandører.
Brugen af rammeaftalen overholder samtidig EU's udbudspligt og den danske annonceringspligt.
- Tilsammen dækker SKI's rammeaftaler for fødevarer nu kundernes samlede behov både for det brede hverdagssortiment og de mere specialiserede behov, herunder økologi, siger udbudschef Christian Lunding fra SKI.
Laveste pris tæller
Der er landsdækkende levering, og indkøbet foregår let ved, at indkøberen sammensætter sin varekurv i et værktøj på SKI's hjemmeside. Værktøjet beregner, hvilken af de to leverandører der tilbyder varerne billigst, og derefter købes produkterne direkte hos den billigste leverandør. For kontrakter på løbende leveringer for samlet over 30 mio. kr. skal der dog gennemføres miniudbud.
En gruppe offentlige indkøbere har været med til at præge aftalen, og et af deres fokuspunkter har været at opnå de bedst mulige priser. Derfor blev udbuddet af rammeaftalen baseret på tildelingskriteriet 'laveste pris'.
Fødevarekvaliteten er samtidig sikret ved, at rammeaftalen følger standarden 'Fokus Fødevarer', der fastlægger en række kvalitetskrav til de enkelte produkter, som leverandøren skal leve op til.
Det er desuden indbygget i aftalen, at leverandørerne udelukkende kan justere deres priser på baggrund af udviklingen i Danmarks Statistiks Pris11-indeks. Det sikrer fuld gennemsigtighed og en objektiv justering af prisen på de enkelte varegrupper. SKI's beregninger viser, at priserne på aftalen ser ud til at holde samme niveau som på den foregående SKI-aftale for fødevarer fra 2010, trods generelt stigende markedspriser og afgifter.
Som supplement til rammeaftalen for totalleverandører har SKI udbudt en rammeaftale med specialleverandører af økologiske produkter, samt en tilsvarende rammeaftale med specialleverandører af kød og pålæg.
Rammeaftalen forventes at være klar til brug primo juli.
Leverandørerne er Hørkram og Catering Engros.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.