
Hele fem datacentre vil inden for de kommende år skyde op i det danske land ved blandt andet Viborg og Odense. Men datacentrene kræver selvsagt en hel del energi. Dansk Energi vurderer, at det vil kræve helt op til 700 landvindmøller eller 200 på havet. Det skriver Jyllands-Posten.
Det er Google, Apple og Facebook, der opfører datacentrene, og Energistyrelsen estimerer et forventet energiforbrug i 2030 på 7,5 terawatt-timer, og det svarer ifølge Jyllands-Posten til 1,9 millioner hustandes elforbrug.
Sammen med en målsætning om, at strømmen i 2030 skal være 100 pct., grøn, betyder det ifølge en beregning fra Dansk Energi, at der skal opføres 700 vindmøller på land eller 200 på havet for at skaffe grøn energi til centrene.
Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, oplyser til avisen, at der ikke er krav om, at energien skal komme fra vindmøller, men at det er den billigste måde at skaffe vedvarende energi på.
Ikke uden problemer
Selvom datacentrene generelt er blevet taget godt imod med udsigten til flere arbejdspladser, vækker vindmølleplanerne på land mindre begejstring.
Blandt andet fremhæver seniorforsker på SDU Kristian Borch over for Jyllands-Posten, at energi-fortjenesten ikke lander lokalt.
- Når der skal rejses møller, er det stort set altid udefrakommende energiselskaber eller fremmede investorer, der scorer fortjenesten, og det vil med 100 pct. sikkerhed skabe masser af ballade. Det er så sikkert som amen i kirken, siger han til avisen.
Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller finder også flere landvindmøller 'problematisk'.
Over for Ritzau understreger Dansk Energi-direktør Lars Aagaard dog, at opførslerne selvfølgelig skal ske i tæt dialog med kommuner og lokalsamfund, og at de lever op til miljø- og planlovgivning.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.