
Statsrevisorerne rejser nu kritik af Banedanmark, som står for at udskifte alle togsignaler i hele Danmark. Kritikken går på, at Signalprogrammet foreløbig er forsinket med op til tre år og er cirka 4,4 mia. kr. dyrere end ventet.
- Banedanmarks styring har været baseret på misvisende og ukorrekte oplysninger om programmets fremdrift og økonomi, lyder det i Statsrevisorernes beretning.
For omkring 19 mia. kr. skal Banedanmark udskifte alle togsignaler i hele Danmark. Men det store signalarbejde er i alvorlige problemer.
For at sikre en effektiv og pålidelig drift af jernbanenettet fremover besluttede Folketinget i 2009 at udskifte de gamle signalsystemer på S-banen og fjernbanen. Men der har været en utilstrækkelig styring fra Banedanmark, hvilket Statsrevisorerne påtaler.
Undervurderet opgavernes kompleksitet
Kollegiet finder det kritisabelt, at Transportministeriet ikke i tide har forholdt sig mere kritisk til Banedanmarks oplysninger om, hvordan projektet skred frem.
- Både Transportministeriets departement og Banedanmark har undervurderet kompleksiteten og opgaverne i Signalprogrammet, lyder det.
Statsrevisorerne peger på, at der er behov for en stram styring af programmet. Der er fortsat stor risici for, at det bliver endnu dyrere og yderligere forsinket.
Tager kritik til efterretning
Signalprogrammet under Banedanmark tager ifølge direktør Jan Schneider-Tilli kritikken til efterretning
- Det er klart, at når Statsrevisorerne rejser kritik, så er vi også interesseret i at få bragt programmerne på omgangshøjde, siger han.
Direktøren siger, at der har været 'problemer med at levere tilstrækkelig dokumentation for programmets fremdrift', da et system for økonomistyring har været mangelfuldt.
- Det er vi i fuld gang med at lave om, så der kommer fuld transparens i vores økonomistyring, siger Jan Schneider-Tilli.
Forventer at overholde ny tidsplan
Der er ifølge direktøren lagt en ny tidsplan, og den regner Signalprogrammet med at kunne overholde.
- Jeg anser den for at være realistisk. Men det er ikke sådan, at det er en walkover. Vi slås hver dag med at holde tidsplanen. Men jeg anser den for at være realistisk, siger Jan Schneider-Tilli.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) påpeger, at ledelsen i Banedanmark blev udskiftet i 2016. Og det var den nye ledelse, som 'fik problemerne frem i lyset og håndteret dem'.
Han oplyser dog alligevel, at der vil blive gennemført en ekstern kvalitetssikring af tidsplaner og økonomi i den gennemførte replanlægning af signalprogrammet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.