
ESBJERG / FREDERIKSBERG: I udenlandske kommuner kan man finde gratis WiFi-zoner - trådløs internetadgang - i det indre af byerne, og nu er der kræfter i gang for noget lignende i Esbjerg og Frederiksberg.
- Adgang til internet er afgørende i en moderne by og i dag vel ligeså afgørende som telefonbokse var i gamle dage. Esbjerg Kommune bør derfor som en moderne by følge eksempelvis Hälsingborg og tilbyde borgere og turister mulighed for at komme på nettet gratis, når de befinder sig i centrale zoner af kommunen, siger politisk ordfører Anders Kronborg (S) ifølge Esbjerg Ugeavis.
I forbindelse med landsstævnet var der gratis WiFi, og det blev flittigt brugt af de besøgende. Og Socialdemokraterne har spurgt forvaltningen, hvad det vil koste at tilbyde gratis internetadgang via WiFi i udvalgte zoner, så det kan overvejes i forbindelse med den kommende budgetlægning.
Ifølge Ugeavisen åbnede Hälsingborg Kommune i juni for ubegrænset gratis adgang til nettet ved hjælp af godt 30 accespunkter i centrum af byen, som klarer cirka 7.000 samtidige brugere.
Også på Frederiksberg foreslår S nu gratis trådløst internet på tværs af hele kommunen. Ifølge netavisen Enklaven kommer forslaget samtidigt med, at Københavns Kommune overvejer en lignende ordning, der særligt skal sikre gratis trådløst internet til turister.
Måske som OPS
- På samme måde som vi som kommune stiller veje til rådighed, er internet også en del af infrastrukturen i det 21. århundrede, siger 2. viceborgmester Katrine Lester (S), og rådmand Simon Aggesen (K) er med på den:
- Vi er som udgangspunkt positive. Hvis der er mulighed for det, vil vi gerne, men vi vil ikke være konkurrenceforvridende i forhold til de private aktører på markedet.
Aggesen ser hellere en form for offentligt-privat samarbejde, hvor kommunen blot er med til at facilitere løsningen, og har bedt forvaltningen gøre rede for, om der siden sagen fra Høje-Taastrup har åbnet sig nye muligheder på området.
Senest sagen var oppe - i 2009 - blev den stoppet af Statsforvaltningen Hovedstaden, der kendte en konkret ordning i Høje-Taastrup ulovlig: Et samarbejde mellem kommunen og den trådløse internetudbyder Nopaynet - som Statsforvaltningen ellers selv tidligere havde godkendt - men blev stoppet efter en klage fra TDC.
Argumenterne fra it-branchen går fortrinsvis på, at WiFi ikke kan betragtes som en kommunal kerneydelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.