
Praksys, et nyt it-system, der blandt andet skal håndtere afregninger til privatpraktiserende læger, tandlæger, psykologer og fysiologer fra regioner og kommuner, bliver langt dyrere, end man har regnet med. Det skriver Dagbladet Roskilde.
Prisen for it-projektet, der er flere år forsinket og endnu ikke er taget i brug, bliver 276 mio. kr. for landets fem regioner i stedet for 164 mio. kr. som budgetteret. Det betyder blandt andet, at Region Sjælland, der allerede har spyttet 20,4 mio. kr. i projektet, har måttet finde 15 mio. ekstra til Praksys-projektet i næstes års budget. Tillægsbevillingen har netop været behandlet på et regionsrådsmøde i Region Sjælland. Og trods utilfredshed stemte stort set samtlige partier for tillægsbevillingen.
- Det er en rigtig træls sag, men nogle gange er alternativet værre. Det vil være en meget lang proces, hvis man skal starte forfra. Og det er stadig en fordelagtig investering for kommuner og regioner, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjællænd til Dagbladet Roskilde.
Praksys skal erstatte det nuværende sygesikringssystem Notus og skal ifølge planen give regionerne en række besparelser på driften. Det skal håndtere administrationen af udbetalinger af cirka 20 mia. kr. om året, og så skal det blandt andet også håndtere danskernes valg af læge og udstedelse af sundhedskort.
Projektet skulle have været i brug fra 2016, men ifølge den reviderede tidsplan ventes det først at komme i brug i regionerne fra december 2019, mens kommunerne bliver koblet på i 2020. Det har ikke været muligt for Dagbladet Roskilde at få en kommentar til sagen fra Else Hjortsø, vicedirektør for Center for Sundhed i Region Hovedstaden.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.