dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Nyt krav om, at ældre skal kunne vælge privat leverandør
Der skal fortsat være frit valg mellem privat og kommunal leverandør i ældreplejen i de kommuner, som får velfærdsaftaler på ældreområdet.
Foto: Jens Dige, Ritzau Scanpix (arkiv)

Frisatte kommuner:
Nyt krav om, at ældre skal kunne vælge privat leverandør

Frihedsrammerne er nu på plads for ældreområdet, mens de er undervejs for skoler og dagtilbud.

Regeringen meldte tidligere på året ud, at alle kommuner skal frisættes på enten ældre-, skole- eller dagtilbudsområdet, og nu er en bred politisk aftale på plads for det første af de tre, nemlig ældreplejen.

Betingelserne for de kommuner, som vælger at blive frisat på ældreområdet, bliver stort set de samme, som Middelfart, Viborg og Langeland blev underlagt i en aftale for halvandet år siden. Men der er få forskelle i formuleringerne.

Den nye aftale nævner som den gamle "få centrale hegnspæle", som fortsat vil skulle efterleves i ældreplejen. Det er fx regler om tilsyn, magtanvendelse og plejevederlag.

Men der er tilføjet et nyt punkt om, at reglerne om frit valg af leverandør af praktisk hjælp, personlig pleje og madservice også skal efterleves.

"Som led i udbredelsen fastholdes, at kommunalbestyrelsen skal skabe grundlag for, at modtagere af praktisk hjælp, personlig pleje samt madservice kan vælge mellem to eller flere leverandører, hvoraf den ene leverandør kan være kommunal", står der i aftalen.

FOA: Bureaukratisk

Den nye hegnspæl møder kritik fra FOA, som organiserer ansatte på ældreområdet. 

- Med det såkaldte frie valg fortsætter det regime af opmåling i enkeltydelser og minut-tyranni, som vi ellers alle var enige om, at vi skal væk fra. Dermed kan borgeren ikke vælge, hvad de vil have hjælp til, og FOA's medlemmer kan ikke lade fagligheden råde og hjælpe med den ældres akutte behov, men kun følge, hvad der står på kørelisten, advarer sektorformand Torben Hollmann.

Han frygter, at det, han kalder aftalens manglende ambitioner, kommer til at smitte af på det igangværende arbejde med en ny ældrelov, som blev sat i gang af de to ældretopmøder, og som statsministeren også annoncerede i sin nytårstale.

- Vi har brug for, at vi alle viser mod og dropper de evindelige kæpheste, hvis den nye ældrelov skal lykkes. En ny ældrelov skal ikke skabes i en kamp om, hvilke regler der skal fastholdes eller fjernes. Vi skal starte helt forfra, siger han.

"Den hjælp, borgeren har behov for"

I den nye, politiske aftale er desuden tilføjet en uddybning af, hvordan friheden til at tilrettelægge pleje, praktisk hjælp, genoptræning osv. skal forstås. I forvejen stod der, at frihedsgraderne ikke ændrer på, at kommunerne fortsat skal sikre borgerne den hjælp og støtte, de har behov for ud fra en konkret og individuel vurdering.

Nu tilføjes bl.a.:

"Borgeren vil ikke have et retskrav på lige præcis genoptræning, som ydelsen er formuleret i dag, fordi ydelsen ikke vil være reguleret i lovgivningen, men borgeren skal stadig have den hjælp, som borgeren har behov for, dog uden skelen til konkrete paragraffer. Kommunerne kan således ikke undlade at give borgerne hjælp, der modsvarer det behov, men kommunerne kan tænke nye måder at sammensætte hjælpen på, tænke helhedsorienteret og være innovative med det klare formål, at der bliver mere plads til at imødekomme den enkelte ældres individuelle behov for hjælp."

KL koordinerer fordeling

Mens den politiske aftale for ældreområdet nu er på plads, forhandles der stadig om dagtilbuds- og folkeskoleområdet, oplyser Socialministeriet.

I aftalen om kommunernes økonomi næste år blev det aftalt, at regeringen og KL skal samarbejde om fordelingen af kommunerne, så der bliver nogenlunde lige mange frisatte på hvert af de tre områder, og så der bliver spredning i forhold til geografi, kommunestørrelse og socioøkonomiske forhold. 

KL vil på baggrund af kommunernes ønsker lave et oplæg til fordeling af kommuner på de tre velfærdsområder, fremgik det dengang.

Desuden vil regeringen og KL halvårligt gøre status på frisættelsen, og KL vil derfor indsamle relevante erfaringer fra de frisatte kommuner.

Der bliver nedsat et fællessekretariat, som udover KL vil bestå af relevante ministerier.

Se den nye politiske aftale om velfærdsaftaler på ældreområdet her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.