
GULDBORGSUND: I jagten efter en mere bæredygtig livsstil ligger løsningen ofte i det helt nære lokalområde. Efterhånden er der mange af de fødevarer, vi efterspørger, der findes eller kan dyrkes i lokalområdet, eller også findes de i nogle mindst lige så gode lokale varianter. Det handler blot om at se godt efter. Og det har de gjort i Guldborgsund og udviklet en ny ret; Quinella, som er en Lolland-Falster-udgave af paellaen.
Retten er komponeret af kommunens fælleskøkken og understreger med de fineste råvarer fra landbrug og akvakultur, at med nytænkning og dyrkning af lokale synergier mellem land og vand opstår nye muligheder for bæredygtig udvikling.
- Nytænkningen af paella-retten har været en interessant udfordring at få. Vi arbejder jo normalt med lokale fødevarer og har godt styr på hvad der findes af råvarer og hvor. Nu står vi her med disse lokale råvarer og jeg må sige, at jeg endnu engang er overrasket over de lækre råvarer vi har, siger produktionsleder Andy Krebs Hagstrøm fra Fælleskøkkenet.
Som afslutning på Dansk Bioøkonomikonference 2019, som afholdes i morgen onsdag, serveres retten, som samler sundhed og bæredygtighed fra land og vand til en ny og stor smagsoplevelse. Retten serveres sammen med smagsprøver af den lokalt producerede Ro-um, som er rom produceret på lokale roer.
Start på projektpartnerskab
Quinellaen er en partnerskabsret og startskuddet på et nyt stærke projektpartnerskab; Agri-Aqua Innovation Denmark, som vil gøre den lokale fødevareproduktion endnu mere bæredygtig, skabe grundlag for nye højværdiprodukter og nye jobs, fortæller programkoordinator i Bioøkonomisk Vækstcenter Mette Jørgensen og tilføjer:
- Ligesom en brud, der for at sikre heldet i sit ægteskab bærer noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt, sikrer vi heldet i det nye partnerskab ved at retten indeholder disse fire lykkebringende komponenter. Det gamle er den sunde blomkål, det nye er quinoaen, det lånte er tangen, som vi først skal lære at dyrke og høste i lokalområdet, og det blå er alle de sunde proteiner fra lokale farvande fra regnbueørred til kutling.
- I partnerskabet ønsker vi skabe bæredygtig vækst med afsæt i symbioser mellem landbrug og akvakultur. Det vil vi bl.a. gøre ved at samle interessenter om at udvikle lokale løsninger, der har potentiale til at kunne skaleres. Quinella er et fint eksempel på, at vi arbejder meget konkret i partnerskabet, siger Brian Thomsen, formand for partnerskabet Agri Aqua Innovation Denmark og Direktør for Dansk Akvakultur.
MG
Agri Aqua Innovation Denmark består af Dansk Akvakultur, Dansk Landbrug Sydhavsøerne, Business Lolland Falster, Center for cirkulær bioøkonomi/Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Orbicon, Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund ved Guldborgsund Kommune.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.