SJÆLLAND: En lang kommuner i det østlige Danmark er gået sammen i et nyt samarbejde, der skal skabe vækst og nye arbejdspladser i et område fra Lolland til Kalundborg under brandet ‘Copenhagen'.
Samarbejdet skal målrette en lang række indsatser i forhold til vækst, erhvervsfremme og turisme. Det betyder, at initiativer som de regionale væksthuse og investeringsforummer samt visiteastdenmark.dk og iværksætterorganisationer står over for en uvis fremtid med sammenlægninger og muligvis lukninger.
- Der skal ryddes op i det. Det har vi også som målsætning. Nu starter vi med at lave den her fælles indgang, men på sigt skal vi have noget mere kritisk masse i de organisationer, som arbejder med det her, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).
KL-formand og borgmester i Kalundborg Martin Damm (V), er ikke afvisende over for, at det nye samarbejde kan betyde fusioner og lukninger i forhold til de mange forskellige regionale og nationale organisationer som arbejder med vækst, erhvervsfremme og turisme.
- Det vil jeg ikke udelukke. Det vigtige er, at de organisationer, vi har, arbejder op mod den fælles strategi, som vi har under brandet Copenhagen, siger Martin Damm.
Investorportal
Kernen i Copenhagen-samarbejdet er en fælles investorportal, hvor udenlandske investorer skal kunne danne sig et overblik over blandt andet de forretningsmuligheder og infrastrukturprojekter, som er i gang i de forskellige kommuner, der er med i brandet.
Region Hovedstadens officielle investeringsfremmeorganisation Copenhagen Capacity står for driften af den nye investeringsportal. Det er gratis for de forskellige kommuner at komme på portalen.
Det privat-offentlige samarbejde ‘International House' skal være Copenhagen-samarbejdets fælles indgang for udenlandske arbejdstagere til hele myndighedsdanmark. Her skal udenlandske talenter kunne få hjælp til at finde bolig og job og netværke samt få assistance til kommunikationen med offentlige myndigheder.
Udkantskøbenhavn
Med et stramt fokus på brandet Copenhagen, kunne yderkommuner frygte, at Frank Jensen havde størst gavn af at alle arbejdede under hovedstadens navn, men det mener Lolland-borgmester Holger Schou Rasmussen (S) ikke.
- I et fremtidsperspektiv er det den helt rigtige vej at gå for Lolland at definere sig som en del af København. Med Femernbælt-forbindelsen og dobbeltsporede elektricificerede tog inden for otte-ti år, så er vi kommet vi meget tæt på København, siger han og tilføjer:
- I øjeblikket har vi fem vækstområder i Danmark. Om 30 år har vi kun ét, tror jeg. Der vil alt være fokuseret omkring København. Når man kan transportere sig til metropolen inden for én time, så vil det skabe mulighed for også at ændre befolkningssammensætningen på Lolland.
Martin Damm mener, at Frank Jensen i høj grad har ansvaret for at sandsynliggøre over for de mindre kommuner, at Copenhagen-samarbejdet er til gavn for alle:
- Kunsten er at bakke op om det fælles brand. Overborgmesteren i København har det største ansvar i forhold til, at eksempelvis borgerne i Guldborgsund Kommune får noget ud af det her. Hvis Frank Jensen begynder at sige, at nu skal hele regionen stå sammen for at det går bedre i Københavns Kommune, så taber vi borgerne. Han skal huske det brede perspektiv.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.