dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Nyt udvalg for Forsvarets drift skal nedsættes efter et års forsinkelse
Troels Lund Poulsen har som forsvarsminister måtte erkende, at der er problemer med driften af Forsvaret. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nyt udvalg for Forsvarets drift skal nedsættes efter et års forsinkelse

Ekspertudvalg for et veldrevent forsvar skulle være nedsat i efteråret 2023, men bliver det først til august.
3. JUL 2024 12.30

Efter længere tids forsinkelse vil Forsvarsministeriet i august nedsætte et nyt ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til at sikre, hvordan Forsvaret er en veldreven og effektiv organisation. Det varsler forsvarsminister Troels Lund Poulsen i et folketingssvar.

Ekspertudvalget har været længe ventet, siden det blev besluttet nedsat i Folketingets forsvarsforlig fra sommeren 2023. Oprindeligt var det planen, at udvalget skulle være nedsat i efteråret 2023, men det har hidtil været udskudt.

Det har mødt kritik, og svaret om den endelige dato for ekspertudvalget kommer først i forbindelse med et spørgsmål fra Liberal Alliances forsvarsordfører Carsten Bach.

- Det er korrekt, at ekspertudvalget endnu ikke er nedsat, indleder forsvarsminister Troels Lund Poulsen sit svar.

- Dette skyldes blandt andet travlhed med andre kritiske opgaver på forsvarsområdet. Derudover er det min vurdering, at det er afgørende, at vi tager den nødvendige tid til at få udpeget de helt rigtige medlemmer med relevante kompetencer og erfaringer.

Nedsættelsen af ekspertudvalget skete i forlængelse af en række afdækninger af kritisable forhold i driften. Det afspejler sig i de tre hovedspor, ekspertudvalget skal have.

Der skal ses på økonomistyringen i Forsvaret, organisering og ledelsesstruktur samt, hvordan der kan skaffes "mest muligt forsvar for pengene". Overvejelserne om, hvordan ekspertudvalget skal sammensættes, foregår i øjeblikket. Det betyder dog ikke, at prioriteterne i de tre hovedspor ikke efterstræbes allerede, siger ministeren.

- Selv om ekspertudvalget endnu ikke er nedsat, vil jeg gerne understrege, at Forsvarsministeriet arbejder videre på at sikre, at forsvaret er en effektiv og veldrevet organisation.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.