Nye specifikationer fra Dansk Standard skal være med til at sikre etik og gennemsigtighed, når der bruges kunstig intelligens i offentlig sagsbehandling, og gøre det lettere for myndighederne at arbejde med teknologien.
Brugen af kunstig intelligens i forbindelse med sagsbehandling har nemlig øget behovet for, at der er hurtig hjælp at hente ved etiske spørgsmål.
Derfor er der to danske specifikationer klar, der skal gøre teknologien tryg og sikker at anvende og være med til at skabe gennemsigtighed i de beslutninger, algoritmerne træffer.
- Før enhver anvendelse af et it-værktøj bør der stilles en række spørgsmål til, hvorfor og hvordan det anvendes i en given situation. Det gælder i endnu højere grad kunstig intelligens anvendt i offentlig sagsbehandling for at sikre etisk og ansvarlig brug, fordi det involverer beslutninger om dig og mig. Og det er netop det, specifikationerne kan hjælpe med, siger Kim Skov Hilding, seniorkonsulent i Dansk Standard.
De to standarder handler om henholdsvis gennemsigtighed og beslutningsstøttende anvendelse i offentlig sagsbehandling og er forfattet af professorerne Anders Kofoed og Thomas Hildebrandt.
Mere data giver flere etiske overvejelser
Den stigende tilgængelighed af data om bl.a. borgere og tidligere trufne beslutninger betyder, at der opstår nye muligheder for at anvende kunstig intelligens i den offentlige sagsbehandling, fx til lettere og hurtigere at træffe beslutninger i forbindelse med byggeansøgninger, beskæftigelsesindsats mv. Men det betyder samtidig, at mange offentlige myndigheder kæmper med svære etiske overvejelser om anvendelsen af teknologien.
- Kunstig intelligens kan være med til at forbedre den offentlige sagsbehandling. Men det er vigtigt, at man inddrager relevante interessenter i overvejelser om både forståelighed, kontrol, gevinster og risici i alle faser af udviklingen, fra idé til brug og vedligeholdelse, så vi kan bevare tilliden til den offentlige forvaltning, siger Thomas Hildebrandt, professor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet.
Derfor kan de nye specifikationer ses som håndbøger, som kan bruges, inden man kaster sig over et projekt med kunstig intelligens. Ifølge Dansk Standard er målgruppen både fx udviklere, designere og indkøbere og borgere berørt af systemet.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.