Behovet for botilbud til især borgere med autisme og socialpsykiatriske problemer er generelt stigende, og kommunerne har en udbredt forventning om fremover at bruge flere indsatser i borgerens eget hjem og satse på andre alternativer som fx regionale botilbud.
Det er en af de pointer, som Vive kan uddrage af en stor undersøgelse, lavet for Indenrigs- og Boligministeriet, af, hvad kommunerne gør for at opfylde deres forpligtelse på botilbudsområdet. 95 pct. af kommunerne har svaret på det spørgeskema, som undersøgelsen bygger på.
Det stigende behov for botilbud ses bl.a. af, at næsten alle kommuner de seneste tre år har haft øget efterspørgsel efter botilbud til borgere med autisme. Det samme gælder for to ud af tre kommuner inden for socialpsykiatrien, mens en ud af tre kommuner mærker det stigende behov på hjerneskadeområdet. Når det gælder efterspørgsel fra borgere med udviklingshæmning og fysisk funktionsnedsættelse, oplever langt færre kommuner en stigning.
Specialiserede pladser købes
Fem ud af seks kommuner bruger i høj grad botilbud fra andre, når det gælder de "højt specialiserede pladser", og højt specialiserede pladser til borgere med sindslidelse, købes af lige mange kommuner hos regionale og hos private tilbud.
Det er i højere grad mindre kommuner, der køber specialiserede pladser, og de driver også i lavere grad end større kommuner specialiserede pladser til egne og andre kommuners borgere.
Udgifter til køb hos andre kommuner er i øvrigt faldet over de seneste ti år, mens udgifterne til køb hos private leverandører er steget, som tidligere beskrevet i DK Nyt.
Indsatsen fremover
De næste tre år forventer kommunerne, at udviklingen i efterspørgslen fra de fem nævnte målgrupper: autisme, socialpsykiatrien, hjerneskade, udviklingshæmning og fysisk funktionsnedsættelse vil være nogenlunde den samme som i de tre foregående år.
Over halvdelen af kommunerne har oprettet nye pladser eller tilpasset eksisterende pladser i egne botilbud i de seneste tre år. Cirka tre til fem ud af ti kommuner er aktuelt i gang med at oprette eller tilpasse egne botilbudspladser, mens seks ud af ti kommuner forventer at gøre det i de næste tre år. Færre kommuner har nedlagt pladser til borgere med handicap eller sindslidelse.
I de større kommuner er der generelt en større forventning til at øge brugen af pladser i egne tilbud fremover, mens flere af de mindre kommuner forventer at øge brugen af især regionale botilbud men også andres tilbud, når det gælder borgere med sindslidelse.
cwa
Se Vives rapport Kapacitet og efterspørgsel på botilbudsområdet her.
Se også Vives analyse af kommunernes køb og salg af botilbud på voksenområdet her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.