HOVEDSTADEN: Endnu et af de store superhusbyggerier i Hovedstaden er så økonomisk presset, at det vil kunne udløse ekstraregning på flere hundrede mio. kr. til skatteyderne, ligesom der er risiko for, at totalrentreprenøren på projektet går konkurs, skriver Berlingske. Det drejer sig om Nyt Hospital Bispebjerg, men også for Nyt Hospital Nordsjælland opjusteres det skønnede merforbrug.
Regionens forretningsudvalg er orienteret via kvartalsrapporter for de nye byggerier af hospitaler i Nordsjælland, Herlev, Hvidovre og Bispebjerg. Sidstnævnte status på Nyt Hospital Bispebjerg indeholder bl.a. administrationes bekymring for økonomien pga stigende priser på materialer, usikker udvikling i markedet og leverancer. "Der er derudover med de høje faktiske priser i markedet en større risiko for, at totalentreprenøren ikke overholder sine kontraktlige forpligtelser, forlader pladsen eller går konkurs, som følge af markedssituationen", hedder det i rapporten.
Administrationen vurderer derfor, at det ikke er realistisk at gennemføre projektet i det omfang og med den kvalitet, som det er godkendt til, med det nuværende projekt. "Prognosen viser et merforbrug på et større trecifret millionbeløb i det mest sandsynlige scenarie," fremgår det af kvartalsrapporten.
Går til staten
Formand for sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (K) mener, ifølge Berlingske, at den mest realistiske løsning er at låne pengene til de pressede anlægsbudgetter. Alternativet kan være, at staten træder ind med flere midler til anlæg i regionerne i forbindelse med økonomiaftalen næste år.
- Det er bydende nødvendigt, da jeg ellers frygter konsekvenserne for patienterne, og så er det jo rettidig omhu at bygge ordentligt, når man er i gang. Ellers skal kranerne i gang igen allerede om få år. Og at bygge lige op ad et eksisterende hospital i drift er mildt sagt udfordrende, siger Christoffer Buster Reinhardt med henvisning til, at det nye Bispebjerg-projekt bygges ved siden af det nuværende hospital.
Selvom risikoen rent kontraktretligt ligger hos totalentreprenøren og ikke hos regionen som bygherre, så er det ikke realistisk at gennemføre projektet med det nuværende budget, fremgår det af kvartalsrapporten for Bispebjerg.
Derfor vil administrationen nu - med henvisning til regionernes økonomiaftale for 2023 - henvende sig til Sundhedsministeriet. I regionernes økonomiaftale er nemlig anført, "at ekstraordinære udfordringer i konkrete kvalitetsfondsprojekter kan tages op med Sundhedsministeriet."
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.