
Hvis man i dag bor på en af Danmarks mindre øer og får taget en blodprøve, skal prøven fragtes med færge og bil til analyse på hospitalets laboratorium.
Fremover bliver afstanden kortere, for nu er vejen banet for, at blodprøven med det samme kan sendes direkte afsted til laboratoriet med en drone.
Mandag den 30. maj flyver sundhedsdroner for første gang fra Odense Universitetshospital (OUH) i Svendborg til Ærø. Dronerne kan medbringe blod og medicin, og transporttiden på 40 minutter er langt hurtigere end med bil og færge. Det sikrer korrekt behandling til patienterne hurtigere.
- Der er ingen tvivl om, at med sundhedsdronernes indtog i sundhedsvæsenet træder vi ind i en ny æra, siger projektleder fra Syddansk Universitet (SDU), Kjeld Jensen i en pressemeddelelse.
Principielt set er klar til at udbyde servicen
Projektet, der kaldes HealthDrone, er et offentligt-privat partnerskab mellem OUH, Falck, Holo, Unifly, Scandinavian Avionics og SDU. Dronerne har allerede gennemført succesfulde testflyvninger fra Ærø til Langeland, men passerer en ny milepæl, når den fulde distance fra Svendborg til Ærø gennemføres.
Én af de kommercielle aktører i projektet er mobilitetsvirksomheden Holo, der sammen med Falck er operatør på flyvningerne, og her lyder det fra administrerende direktør, Christian Bering Pedersen, at virksomheden principielt set er klar til at udbyde servicen med det samme.
- Der er med dette projekt blevet fjernet nogle barrierer i forbindelse med droneflyvning, som betyder, at vi nu kan tilbyde en transportservice via drone til mange forskellige formål. Projektet har vist vejen for fragt med droner, siger Christian Bering Pedersen, der også er formand for styregruppen bag Healthdrone-projektet.
Projektet med sundhedsdronerne har et budget på 30.615.297 kr., heraf er 14.107.438 kr. fra Innovationsfonden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.