dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Oprensning af kemisk forurening løber op i kvart milliard

Generationsforurening ved Albertslund har spredt sig i det dybereliggende grundvand og har nået Glostrup Vandforsyning.

HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden har afsluttet sin undersøgelse af generationsforureningen på Naverland i Albertslund og er nu klar til at sende oprensningen i udbud, oplyser regionen, der også har undersøgt en mere end to km lange grundvandsforurening, der siver fra Naverland og truer drikkevandet i området.

Forureningen er en af Region Hovedstadens fire generationsforureninger. På grunden har der tidligere ligget en virksomhed, der distribuerede klorerede opløsningsmidler til renserier på Sjælland. Her er der blevet håndteret op mod 7.500 tons klorerede opløsningsmidler, og forureningen stammer fra spild i forbindelse med håndtering af kemikalierne.

Forureningen har spredt sig i det dybereliggende grundvand mere end to km væk fra grunden og har nået Glostrup Vandforsyning. 

- Vi er klar til næste skridt, og vi forventer, at oprensning af hele området vil koste mindst 250 mio. kr. Derfor er det nødvendigt, at vi snart får flere penge af staten til generationsforureningerne, så vi kan få sat oprensningen af grunden i udbud. Det er drikkevandet, der er i fare her. Derfor skal vi i gang hurtigst muligt, siger Line Ervolder (K), der er formand for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden.

Drikkevand i fare

Forureningen på Naverland ligger tæt på drikkevandsboringer, hvor vandforsyninger i Glostrup henter drikkevand. Her kan man allerede nu måle forureningen. Region Hovedstaden installerede tilbage i 2008 et midlertidigt anlæg på grunden, der oppumper og renser det forurenede grundvand.

- Her opsamler og renser vi hvert år 100 kg forurening, så det ikke siver ned til grundvandet. Ulempen er, at oppumpningen skal fortsætte i mere end 100 år, fordi forureningen kun fjernes langsomt. Det er langt mere effektivt at oprense forureningen ved kilden én gang for alle, så der ikke forurenes mere grundvand, siger Henriette Kerrn-Jespersen fra Region Hovedstadens miljøenhed.

Derfor planlægger regionen i stedet en såkaldt termisk oprensning. Det er en løsning, hvor jorden på grunden opvarmes, så forureningen fordamper, og indfanges i kulfiltre.

Det løser dog ikke udfordringen med den forurening, der allerede har spredt sig fra grunden til grundvandet og videre til Glostrup Vandforsyning. Regionen har derfor søgt og fået 4 mio. kr. fra staten til at undersøge grundvandsforureningen, og hvordan den skal håndteres. Det arbejde er igangsat.

ka 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.