
En fejlfortolkning af udbudsjuraen førte i januar 2011 til, at SKI måtte opsige 16 rammeaftaler, samt vejlede om brugen af yderligere otte aftaler.
SKI mærker nu selv for fuld kraft konsekvenserne på pengepungen. Indkøbsorganisationens omsætning på rammeaftaler blev reduceret med cirka 14 pct. fra 2010 til 2011, hvilket resulterede i et underskud før skat på 14,4 mio. kr.
SKI har desuden været i gang med en stor reorganisering af hele arbejdsgangen, og indkøbsorganisationen havde da også frygtet et endnu dårligere resultat. I årsrapporten for 2010 samt halvårsrapporten for første halvår 2011, havde SKI lagt op til et underskud på 30 mio. kr.
Omkostninger reduceret
Derfor er bestyrelsesformanden for SKI Jørgen Clausen, der også er stadsdirektør i Odense, alt i alt godt tilfreds.
- Selv om et underskud på 14,4 mio. kr. ikke er den bedste melding at komme ud med, skal det ses i lyset af den målrettede oprydning, SKI har gennemført i 2011. SKI har reorganiseret hele virksomheden og omlagt sine arbejdsgange. Samtidig er der opsagt 18 medarbejdere, hvilket i øvrigt først rigtigt slår igennem hen over 2012. Der er opsagt en række rammeaftaler og udbudt hele 26 nye rammeaftaler, hvilket er det højeste antal nogensinde, siger Jørgen Clausen og fortsætter:
- Det har naturligvis både givet ekstraordinære omkostninger og reduceret omsætningen på aftalerne samlet set for 2011, men det er alligevel lykkedes at reducere de samlede omkostninger betydeligt. Vi er derfor tilfredse med, at underskuddet er blevet halveret i forhold til det forventede for året.
Tvunget til opsigelse
Resultatet for 2011 er 11 mio. kr. lavere end resultatet i 2010.
De opsagte rammeaftaler skyldtes, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kom med en vejledende udtalelse, hvor det blev slået fast, at der ikke måtte være såkaldt 'frit valg' mellem tildelingsformerne direkte tildeling og miniudbud.
SKI gennemfører EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor.
SKI blev etableret i 1994 og er et aktieselskab ejet af staten med 55 pct. og KL med 45 pct.
srl
Adm. direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen, understreger, at 2012 også vil stå på en del oprydning. (Foto: SKI)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.