
NORDJYLLAND: - En af de kommende udfordringer bliver at kunne overskue ekstremt mange forskellige overenskomster, der er i spil på en stor byggeplads. Det kræver indsigt, og vi overvejer at få ekstra ekspertise hevet ind til den opgave, ligesom vi også har firmaer, der står for selve byggeledelsen.
Sådan lyder det fra chefkonsulent Poul Møller, der i dag i praksis er med til at tackle det kædeansvar, regionen som en af de første offentlige myndigheder har skrevet ind i de sociale klausuler, der gælder for regionens byggerier. Aktivt at bekæmpe social dumping, underbetaling og for ringe arbejdsforhold er kommet på myndighedernes dagsordenen landet over, og i Nordjylland er man begyndt.
Mindsteløn
I de seneste halvandet år har der højst været tale om fem byggerier, hvor kontrol af hovedentrepenørens kædeansvar har været aktuelt. Nogle sundhedshuse, et byggeri ved institutionen Sødisbakke ved Mariager og så forskellige opgaver ved Nyt Aalborg Universitetshospital, hvor det første spadestik blev taget i oktober i år. Ingen af byggerierne har udløst indgriben eller sanktioner fra regionen.
- Ved en mindre nedrivning brugte et aalborgensisk firma f.eks. en rumænsk underleverandør. Der har vi i praksis nærmest været på byggepladsen dagligt for at tjekke, hvem der kom på arbejdspladsen og om ansættelseskontrakterne var i orden, fortæller Poul Møller.
Kontrolenheden vurderede, at forholdene var i orden - efter bl.a. at kunne tjekke navnelister med fotos af de ansatte, som sjakbajsen har udleveret. Timelønnen for rumænerne lå på omkring 113-115 kr. og 127 kr. for sjakbajsen, hvilket regionen har vurderet var i orden i forhold til mindstelønnen på området - efter drøftelser med Aalborg-firmaet og 3F. Aalborg-firmaet vurderede iøvrigt samtidig, at ingen danskere ville gå for den løn, så det ikke var muligt at drive forretning i nedrivningsbranchen med det lønniveau.
Permanent adgangskontrol
Poul Møller peger på, at der ved de udenlandske firmaer meget vel kan være tale om 'lønpakker', hvor kost, logi og hjemrejser er en del af aftalerne, som ikke fremgår af ansættelseskontrakter og lønsedler, og dermed vanskeligere at kontrollere. I det kontrete tilfælde boede de ansatte dog enten på vandrerhjem eller i særlige mandskabsvogne på byggepladsen.
Rumænerne var bagudlønnede, så regionen har til gode at tjekke de faktiske lønudbetalinger og bl.a. feriepenge. Arbejdstider er man ikke gået ind - og har ifølge Poul Møller ikke haft anledning til det.
Mens den konkete nedrivning blot handlede om to ugers arbejde til få hundredetusinder, kan Poul Møller og hans kolleger se frem til at skulle have med en lang række af entrepriser at gøre på det store hospitalsbyggeri til flere milliarder. Da vil der bl.a. blive tale om permanent adgangskontrol på byggepladsen, så der hele tiden er styr på, hvem der kommer og går.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.