MIDTJYLLAND: Patienterne får mere frihed og ansvar for deres egen behandling, og hospitalet får mere tid til udvikling af kvaliteten i stedet for tastearbejde. Det er kort fortalt gevinsterne ved det nye initiativ 'AK-online', som er udviklet af AK-ambulatoriet på Regionshospitalet Viborg, oplyser regionen.
AK står for 'antikoagulation' og dækker over behandling med blodfortyndende medicin. Patienter, der er i den behandling, skal en gang om ugen have taget en blodprøve, som danner grundlag for at vurdere, hvorvidt medicindoseringen skal justeres.
Med ambulatoriets nye online-system kan patienterne ikke alene selv stå for måling og vurdering af den korrekte medicindosis, men også taste resultaterne direkte ind. En løsning, som ikke er lavet andre steder i samme fulde omfang.
Patienterne uddannes i at tage blodprøverne, måle blodets størkningstid, og hvor deres værdier skal ligge, og dermed kan de selv justere deres dosis.
- Tidligere har patienterne sendt skema med måleresultaterne ind en gang i kvartalet, og så har vi manuelt tastet dem ind i systemet. Og med en blodprøve hver uge blev det til rigtigt mange tal, der skulle tastes ind, siger sygeplejerske i AK-ambulatoriet, Gitte Dahlmann.
Kan ordnes fra udlandet
Patienterne logger på systemet med NemID via sundhed.dk, og ud over adgang til indtastning rummer det nye system også mulighed for at skrive beskeder til hospitalet på sikker, krypteret vis.
Siden systemet gik i luften i maj, er mere end 125 patienter oprettet til online indtastning, og da AK-online er internetbaseret, giver det patienterne en langt større frihed.
- Så hvis man vil rejse et halvt år til udlandet, så kan man godt det, selv om man er AK-patient, så længe man kan lave sine målinger og komme på internettet, forklarer overlæge Per Dahl Christensen.
Det nye system er udviklet i samarbejde mellem IntraMed, sundhed.dk, Regions Midtjyllands Sundheds-it og Regionshospitalet Viborg.
AK-skolen uddanner årligt 60 patienter i selvstyret behandling, og det er målet, at alle patienter i AK-behandling vil komme til at benytte systemet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.