dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

PLO freder forgyldt vagtlæge efter intern undersøgelse

PLO-Nordjylland har på baggrund af en intern undersøgelse fredet en vagtlæge, der har tjent 2,4 millioner kroner på videokonsultationer. Politikere retter kritik af forløbet.
1. DEC 2023 6.24

NORDJYLLAND: PLO freder forgyldt vagtlæge i Region Nordjylland, efter at lægernes fagforening selv har foretaget en undersøgelse af, om én vagtlæge har misbrugt det højere honorar for videokonsultationer.

Undersøgelsen blev iværksat på baggrund af Radio4s historie, om at den konkrete vagtlæge havde stået for en tredjedel af regionens videokonsultationer og tjent 2,4 millioner kroner - alene på videokonsultationer på halvandet år.

PLO konkluderer, at vagtlægen ikke har gjort noget forkert, men har alligevel bedt vagtlægen om at rette ind. Det viser en orientering til Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen, som Radio4 er i besiddelse af.

Det giver ikke mening for udvalgets medlemmer, fortæller formand Pia Buus Pinstrup (K).

- Når PLO siger, at man har rettet ind, så er det et udtryk for, at man har lavet om på en praksis. Det må jo være et udtryk for, at det man tidligere har gjort, det var ikke i orden, siger hun.

Pia Buus Pinstrup mener, at vagtlægen “moralsk” har misbrugt systemet, men på den anden side understreger hun, at lægen ikke har brudt nogen regler eller retningslinjer.

- Det er ikke moralsk i orden, og det er voldsomt ukollegialt af ham (vagtlægen, red.) i forhold til, at der sidder en hel række vagtlæger, der hver eneste dag passer deres arbejde rigtig godt, siger Pia Buus Pinstrup, der gerne havde set, at PLO havde statueret et eksempel og stoppet samarbejdet med vagtlægen.

Vil ikke dele oplysninger med regionen

PLO-Nordjylland oplyser i et skriftligt svar til Radio4, at den konkrete vagtlæge har nedbragt antallet af videokonsultationer i de seneste måneder.

- Vi vil fortsat følge udviklingen, og vagtchefen er i dialog med den pågældende vagtlæge. Anvendelse af videokonsultationer bygger på et konkret lægefagligt skøn, så det er op til den enkelte læge at vurdere, hvornår det er relevant at bruge video, skriver PLO-Nordjylland.

De påpeger desuden, at der ikke er nogen “indhegninger” for, hvor meget og hvornår videokonsultationer må bruges.

PLO-Nordjylland har ifølge orienteringen til udvalget desuden afvist at udlevere data til Region Nordjylland, så de kunne lave deres egen undersøgelse af vagtlægernes brug af videokonsultationer.

Pia Buus Pinstrup finder det mistænkeligt, at deres samarbejdspartner ikke vil dele oplysninger med regionen. PLO-Nordjyllands manglende samarbejdsvilje forhindrer region i selv at komme til bunds i, om der blot er tale om et enkeltstående tilfælde, mener hun.

- PLO skal se at komme ud af busken og få vist os, hvad der ligger på bordet. Det synes jeg, at borgerne fortjener, og det synes jeg sådan set også, at vi som samarbejdspartner har krav på, siger udvalgsformanden.

PLO-Nordjylland afviser, at de ikke vil give regionen indsigt i undersøgelsen, men deres vurdering har hidtil været, at de ikke kan udlevere materiale af hensyn til databeskyttelsesloven.

Den pågældende vagtlæge er ikke vendt tilbage på Radio4s henvendelser.

apo

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.