
Kommuner og regioner bør opdatere beredskabsplaner for sårbare borgere og øve dem ude i virkeligheden, så man er klar, hvis krisen rammer.
Sådan lyder anbefalingerne til kommuners og regioners beredskabsplanlægning for sårbare borgere, som Beredskabsministeriet offentliggør torsdag.
Der har i takt med et øget trusselsbillede været en efterspørgsel fra kommunerne på nationale retningslinjer for nødberedskab.
Netop dét har beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) lyttet til og derfor udarbejdet de nye retningslinjer, der blandt andet kortlægger forskellige krisesituationer.
- Når kriser rammer, så er det desværre sådan, at det er sårbare grupper og borgere, der er i risiko for at blive ekstra hårdt ramt. Derfor er jeg glad for, at vi nu kommer med anbefalinger, som sikrer, at sårbare borgere i højere grad bliver indtænkt i beredskabsplanlægning, siger ministeren.
Planer skal opdateres
Anbefalingerne centrerer sig om sårbare borgere, der er defineret som borgere, der modtager kritisk hjælp fra kommunen eller regionen for at kunne klare hverdagen.
Det gælder blandt andet borgere på plejehjem, botilbud eller i eget hjem, men som eksempelvis modtager hjemmehjælp.
Anbefalingerne lyder blandt andet, at kommuner og regioner skal opdatere beredskabsplaner med fokus på at "sikre, at kritiske services til sårbare borgere kan opretholdes i op til tre døgn".
Derudover lyder en anbefaling også, at der skal udarbejdes en plan for kommunikation i krisesituationer.
En del af anbefalingerne består blandt andet i, at kommunerne skal overveje alternative transportformer i forbindelse med en omfattende strømafbrydelse.
- Planlæg for alternativer i form af for eksempel adgang til korttidslån af benzinbiler eller lignende, lyder det.
Der er også anbefalinger til, at kommuner og regioner skal etablere planer for at opretholde varme eller køling i bygninger til sårbare borgere.
- Angående varme kan der for eksempel planlægges for, at der er ekstra tæpper og lignende til rådighed.
En vis metodefrihed for kommunerne
Ministeren fremhæver særligt anbefalingen om, at kommunerne og regionerne skal øve beredskabsplanerne.
- Så har man en vished om, at alle ved, hvad man skal gøre i en konkret krisesituation, siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer, at man også ved at teste det af ser, om man har taget højde for det, der er nødvendigt.
Anbefalingerne er ikke nær så konkrete som de anbefalinger, der kom fra Beredskabsstyrelsen i sommeren 2024 til borgerne i forhold til for eksempel mængder på vand og konserves.
Her lyder det blandt andet, at borgere skal beregne tre liter vand per person per døgn i tilfælde af en krisesituation.
Ministeren mener ikke, at der er behov for samme detaljegrad over for kommunerne og regionerne. Derimod mener han, at der skal være en vis metodefrihed, da kommunerne er indrettet forskelligt.
Derfor er han grundlæggende mest tryg ved, at kommunerne selv vælger den model, der passer bedst for dem.
Her nævner han blandt andet, om man på det enkelte plejehjem vælger at have tre liter vand per beboer til tre døgn fysisk til stede, eller på et fjernlager, eller om man har en aftale med en privat leverandør.
- Det væsentligste er, at der er beredskabsplaner, som sikrer, at der bliver taget hånd om vores sårbare borgere i en krisesituation, siger han.
Han understreger, at der er fem konkrete scenarier, som det anbefales, at kommunerne har konkrete planer til, og at man derudover gør både faciliteter og procedurer robuste "til håndtering af eksempelvis forsyningsafbrydelser i op til tre døgn".
Der er tale om knap 20 siders anbefalinger, som er udarbejdet af Styrelsen for Samfundssikkerhed med inddragelse af blandt andre Ældreministeriet, Miljøstyrelsen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.