ODENSE: En sag om døde grise, der blev smidt på en altan i Vollsmose til rumænske arbejdere på byggeriet af det nye universitetshospital i Odense, er “dediceret kvalmende”. Sådan lyder reaktionen fra Morten Weiss-Pedersen (K), formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget i Region Syddanmark.
- Det er fuldstændig uacceptabelt at spise mennesker af på den måde. Vi betaler et milliardbeløb for byggeriet, og som bygherre har vi en moralsk og reel forpligtelse til at sikre, at forholdene er i orden. Man behøver ikke være biolog for at regne ud, at det ikke er sundt at spise halvråddent svinekød, siger Morten Weiss-Pedersen til Fagbladet 3F.
Fagbladet 3F har i dag beskrevet, hvordan de rumænske arbejdere af en formand i firmaet ID Forte fik besked på, at det var slut med selv at handle ind. I stedet kunne de hente kød i lejligheden i Vollsmose.
Op på regionsrådsmøde
Det får nu konsekvenser, oplyser Morten Weiss-Pedersen, der vil tage sagen op med den borgerlige gruppe i Region Syddanmark forud for et møde i regionsrådet i dag.
- Det tyder på, at der er for lidt kontrol og behov for at gøre det meget klart over for entreprenører og firmaer på projektet, at vi ikke vil se den slags, siger han.
Også Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling i Region Syddanmark, der blandt andet beskæftiger sig med anlægsopgaver, er målløs. Han understreger, at han kun kender sagen om grisene og den dårlige behandling af de rumænske byggearbejdere fra medierne, men vil også have den undersøgt.
- Det lyder fuldstændig sindssygt. Hvis det er rigtigt, er det helt uacceptabelt. Det vil vi simpelthen ikke finde os i, siger Karsten Uno Petersen.
Regionen har spilleregler
Ifølge udvalgsformanden er regionens spilleregler i forbindelse med byggeriet af de nye sygehus helt klare.
- Vi har sociale og arbejdsmæssige klausuler, der skal efterleves. Vi har kædeansvar, og både vores total- og underentreprenører skal følge de gældende regler i Danmark. Der er nultolerance over for den her slags, siger Karsten Uno Petersen.
De døde grise er blot en af flere sager på det store byggeri. Sidste år førte en kontrol til 22 sigtelser, blandt andet for spiritus- og narkokørsel. Under corona-epidemien blev 60 ansatte smittet, fordi de boede for tæt, og senest har et portugisisk firma måtte betale en millionerstatning for systematisk løndumping af 49 ansatte.
Fagbladet 3F har været i kontakt med en chef i ID Forte, men han afviser at svare på kritikken.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.