Når staten skal bygge nyt, bliver der i hvert andet udbud alene fokuseret på prisen. Det dokumenterer en opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i. Opgørelse rummer alle 538 statslige byggeprojekter fra de seneste tre år. Halvdelen af kontrakterne på at bygge de offentlige byggerier vælges ud fra kriteriet 'laveste pris', mens den anden halvdel vælges ud fra en samlet vurdering af 'det økonomisk mest fordelagtige'. Her spiller kvalitet og andre forhold en rolle i at vælge, hvem der får kontrakten.
Det store fokus på den laveste pris møder kritik fra lektor Lene Faber fra Aalborg Universitet, der har skrevet Ph.D-afhandling om netop udbudskriterier og tidligere i en længere årrække har arbejdet som byggeleder hos entreprenøren NCC. Hun frygter, at der bliver brugt dårligere materialer og valgt billigere løsninger, som ikke holder så lang tid, når staten ofte kun ser på den billigste pris.
- Det undrer mig, at de ikke ser mere på det mest fordelagtige, men så tit kun ser på prisen nu og her. Jeg troede, de var blevet klogere, for det er ikke altid det billigste bud, der er bedst i længden. Ingen privat bygherre ville finde på at vælge ud fra prisen alene. På den lange bane er det bedre at betale for eksempel fem procent mere, hvis man bliver hurtigere færdig, får bedre kvalitet og byggeriet holder længere, siger Lene Faber til Fagbladet 3F.
'Rimeligt fornuftige resultater'
En af statens største bygherrer er Bygningsstyrelsen. Her er 63 pct. af alle udbud afgjort ved 'laveste pris', viser aktindsigten.
Jurachef Bo Kobber Petersen forklarer, at styrelsen de senere år stadig oftere kigger på andre ting end prisen. Men fortsat afgøres de fleste udbud ved at tage det laveste bud.
- Det vurderer vi, er det bedste for sagen. For det meste er der ikke så meget kvalitet at konkurrere om, fordi vi har detaljeret projektet relativt dybt, siger Bo Kobber Petersen.
Går I ikke glip af den løsning, der er bedst på lang sigt, når I ikke fokuserer på kvalitet, men kun ser på laveste pris?
- Vi synes, at når man ser på det statslige byggeri, har vi leveret rimeligt fornuftige kvalitative resultater, siger Bo Kobber Petersen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.