
HADERSLEV: Det "gamle" kommunaldrevne Odinsgård, som i november blev afsløret for forråelse og omsorgssvigt i TV 2-progammet Operation X, skal lukkes ned, og et nyt, delvist kommunalt tilbud skal rejse sig fra asken. Såfremt man i kommunen siger ja tak til tilbuddet, kan processen blive sat i gang med det samme.
Tilbuddet blev præsenteret for kommunalbestyrelsen i tirsdags, da kommunaldirektøren havde inviteret bestyrelsen og flere fagfolk til temamøde, hvor Odinsgård var et af punkterne. Det er første gang, at man har drøftet botilbuddets fremtid uden for Social- og Handicapudvalget.
Elefanten i rummet skal påtales
Løsningsforslaget om at drive Odinsgård videre som en selvejende institution blev fremlagt af stifteren af konsulentvirksomheden Trap Consulting, Flemming Trap. Firmaet specialiserer sig blandt andet i drift af offentlige og private botilbud.
Hvis udvalget og kommunalbestyrelsen siger ja til løsningen fra Trap Consulting, kan arbejdet begynde med det samme.
- Vi vil først og fremmest sætte gang i en todages workshop med alle parter i sagen, hvor alting bliver drøftet grundigt igennem. Det er fx ledere, medarbejdere og alle pårørende til bostedet. Vi skal snakke om den elefant, der står midt i rummet. Det er dér, udfordringen er, og det er dér, vi skal starte. Det kan vi i princippet sætte gang i i morgen, siger han.
På den længere bane vil det tage et par måneder, før det juridiske ville kunne være på plads.
- Hvis man har de rigtige folk omkring sig, så kan man få de juridiske dokumenter på plads i løbet af nogle måneder i samarbejde med Socialtilsynet og kommunen. Det er meget skrivearbejde, og parterne skal være enige om den endelige aftale, siger han.
Trap Consulting kommer ikke til at drive tilbuddet, men vil kunne bistå kommunen med rådgivning om at stifte den selvejende institution, finde lederen og bestyrelsen samt rådgivning i opstartsfasen. Det vil være den nye selvejende institutions bestyrelse, der kommer til at stå i spidsen for driften.
Gratis stiftelse
Ifølge forslaget kan den selvejende institution fungere via en driftsoverenskomst. Det vil sige, at der i praksis ville være tale om et privat/semioffentligt drevet tilbud, hvor kommunen gennem driftsoverenskomsten er med inde over økonomien, indtil det nye tilbud om nogle år forventeligt vil kunne stå på egne ben.
Selve oprettelsen af den selvejende institution vil umiddelbart ikke koste kommunen noget, fortæller Flemming Trap.
- Ud fra vores erfaringer vil det nok koste omkring 3-6 mio. kr. at lukke ned for sådan et bosted. Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget af de fysiske rammer, der kan overføres til det nye tilbud, siger han og tilføjer, at det erfaringsmæssigt koster omkring én mio. kr. at etablere et nyt tilbud.
Hvad er driftsoverenskomst?
En driftsoverenskomst er en overenskomst indgået mellem en institution og en kommune/region. Ved en driftsoverenskomst i momsmæssig forstand optages institutionen i kommunens eller regionens bogføring og får momsrefusion af sine udgifter på lige fod med kommunale institutioner. Optagelsen i kommunens regnskab kan enten ske ved, at institutionen løbende får bogført sine udgifter og indtægter hos kommunen, eller at institutionen ved regnskabsafslutningen afleverer et regnskab og på baggrund heraf bliver optaget i kommunens regnskab.
Der kan foreligge en driftsoverenskomst, når kommunen eller regionen har en afgørende indflydelse på driften af institutionen. Det kan eksempelvis være i relation til tildeling af pladser på institutionen, godkendelse af takster og budget, tildeling af bestyrelsesposter mv.
Såfremt en selvejende institution ikke er optaget i en kommunes eller regions bogføring, foreligger der ikke en driftsoverenskomst i momsmæssig forstand, men der vil derimod sandsynligvis være tale om en driftsaftale.
Kommuner og regioner kan på en lang række områder ikke opnå momsrefusion via positivlisten på udgifter faktureret fra en leverandør, der er omfattet af en driftsoverenskomst.
Kommuners og regioners udgifter, faktureret fra en leverandør omfattet af en driftsoverenskomst, kan derfor have betydning for, hvorvidt kommunen eller regionen har adgang til momsrefusion via positivlisten.
Kilde: www.offentlig-moms.dk
Flemming Trap mener, at én af årsagerne til, at det er endt så skidt på Odinsgård, er, at målgruppen er for bred. Det skal der laves om på, hvis det står til ham.
- Vi foreslår også, at alle borgere skal vurderes på ny, så vi kan være sikre på, at de er placeret det rigtige sted. Vi kan se, at målgruppen er alt for bred på Odinsgård. Det er meget svært at være fagligt personale på et sådant sted, fordi der skal bruges så mange forskellige metoder. Det kan ingen imødekomme, og vi kan jo se sort på hvidt, at det går ud over trivslen blandt både borgere og medarbejdere, siger han.
Tilsynet presser på
Den 8. februar kom Odinsgård under skærpet tilsyn af Socialtilsynet. Kritikken rettedes blandt andet mod ledelsen samt trivslen blandt medarbejdere og borgere. Det skærpede tilsyn udløber den 7. august, og det kan i værste fald ende med nedlukning af botilbuddet, hvis ikke der sker større ændringer inden da.
- Vi mener, der skal tages handling her og nu. Det skærpede tilsyn ligger og kalder, og der er kun fem måneder til, at der skal være sat noget i gang eller lagt en meget udførlig plan, som tilsynet tror på. Ellers bliver der lukket ned for det hele, siger Flemming Trap.
Det er udvalgsformand for Social- og Handicapudvalget, Lene B. Bierbaum (V), ikke uenig i.
- Vi er ikke afvisende, men vi træffer ikke beslutningen i næste uge. Det indgår i vores videre overvejelser, og ingen har lyst til, at det går for langsomt, siger hun og fortsætter:
- Det er fuldstændig klart, at hvis vi alene ser på den del med tilsynet, så skal der løses ting hurtigt, men det er ikke nødvendigvis at oprette en selvejende institution.
Hun fortæller, at mange af de pårørende til Odinsgård længe har udtrykt et ønske om at få oprettet et Odinsgård, der ikke er koblet til det kommunale. Deres tillid til det kommunale er simpelthen forsvundet.
- Det skal vi have for øje, og det er hele grunden til, at vi kigger på at gøre noget anderledes. Udvalget er optaget af at skabe tillid til borgerne og de pårørende. Det kan godt være, at den bedste løsning kan findes i dette forslag, men den kan lige så godt findes i en anden, fastslår hun og tilføjer:
- Vi er blevet kontaktet af private firmaer, som kan tilbyde os lidt af det samme, og dem rådfører vi os selvfølgelig også med. Vi skal ikke forhaste os med dette - det ville jeg være ked af, siger hun.
Udvalgsformanden fortæller, at forslaget fra Trap Consulting vil blive drøftet til næste udvalgsmøde, men ikke bliver et punkt i sig selv.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.