
Rådgivningsvirksomheden Rambøll har et håb om at være med til at flytte byggebranchen i en mere klimaorienteret retning alvorligt. Virksomhedens globale byggeriforretning, der omsætter for mere en 3,5 milliarder kroner, designer hvert år omkring 10 millioner kvadratmeter bygninger.
Indflydelsen på så mange byggerier ønsker rådgivningsgiganten, som et led i sin nye koncernstrategi, der har et stort fokus på bæredygtighed, at udnytte til at halvere CO2-udledningen fra de nybyggerier som virksomheden er involveret i 2030.
I 2030 er Rambølls mål seks kilo CO2-ækvivalenter pr kvadratmeter nybyggeri årligt, hvilket er 10-20 pct mere ambitiøst end Bygningsreglementet i Danmark.
Reduktionen skal komme fra den indlejrede CO2, dvs. fra de drivhusgasser, der frigives i byggematerialernes levetid lige fra udvinding af råmateriale, transport, produktion, opførelse og brug til nedtagning og bortskaffelse.
Den indlejrede CO2 fra byggeri står i dag for 11 pct. af den globale CO2-udledning, og udgør typisk 600 kg CO2 pr kvm igennem hele et byggeprojekts levetid.
- I dag designes langt de fleste nye bygninger i EU som næsten nul-energi bygninger og den lille energi, der bruges til at drive bygningerne vil snart være CO2-neutral. Med andre ord vil fremtidens bygninger kun udlede minimale mængder CO2, når først de er bygget. Der er dog stadig enorme mængder emissioner fra produktionen af materialerne i forbindelse med bygningernes opførelse, siger Peter Heymann Andersen, Koncerndirektør i Rambøll med ansvar for virksomhedens globale byggeriforretning, han fortsætter:
- Forskning viser, at i nybyggeri i Danmark udgør byggematerialerne alene 80 pct. af klimapåvirkningerne over en 50-årig periode. Driftsenergien står for de sidste 20 pct.. Der er derfor rigtig god grund til at fokusere på materialevalg før og byggeaktiviteter under opførelsen af et nyt byggeri, og vi har derfor sat en ambition om, at reducere CO2-udledningen fra materialerne i vores nybyggeriprojekter med 50 procent i 2030, siger han.
CO2 budget giver viden i byggeriets udledning på tegnebrættet
Fra 2022 er Rambøll derfor begyndt at beregne den indlejrede CO2 på alle nybyggeriprojekter globalt, der er større end 1000 kvadratmeter, selv når kunderne ikke beder om det.
Ifølge Peter Heymann Andersen er måden, man reducerer den indlejrede CO2 i et byggeriprojekt tilsvarede den måde man styrer et projekts omkostningsbudget.
- Man starter med at udarbejde et CO2 budget, altså et mål for projektets maksimale samlede CO2-udledning over tid, og baserer derefter alle sine designbeslutninger og materialevalg på dette budget. Hvis man ender over budgettet, må man gå tilbage og ændre på nogle beslutninger, siger han.
Brug af Klimavenlige materialer kræver viden om CO2-profil
Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll i Danmark, tilføjer, at for at byggebranchen for alvor kan lykkes med at fremme brugen af klimavenlige materialer, kræver det, at man kender de enkelte byggematerialers specifikke CO2-profil. I dag beregner den danske byggebranche imidlertid hovedsageligt en bygnings klimapåvirkning over dets livscyklus (LCA-beregning) med generiske data fra produktkategorier, fordi produktspecifikke miljøvaredeklarationer ikke er til rådighed i tilstrækkeligt omfang.
- Brugen af generiske data betyder, at vi skyder op til 30 pct. i blinde i forsøget på at anskueliggøre et byggeris klimapåvirkninger fra materialerne, fordi de generiske data kan give et billede af, at visse materialer har en større eller lavere klimapåvirkning, end de reelt har, siger direktøren.
Det har Rambøll slået fast i en analyse for Danske Tegl, Dansk Beton og VarmeIsoleringsForeningen.
- For at vi i den danske byggebranche kan beregne bygningers faktiske klimapåvirkning og vælge best in class produkter – altså produkter, der har et lavere CO2 aftryk end sine direkte konkurrenter – er det afgørende, at vi har langt flere præcise produktspecifikke miljøvaredeklarationer til rådighed, siger Ib Enevoldsen.
Rambøll vil derfor som led i sin nye ambition stille krav til materialeleverandørerne både i Danmark men også globalt, om at de skal levere specifikke data på deres materialers udledning og opfordre dem til at udvikle materialer, der er mindre CO2-belastende.
- Byggebranchen skal starte med at opbygge præcise data, som skal give et mere oplyst grundlag at tage beslutninger om bæredygtigt indkøb af materialer på. For en mursten er ikke bare en mursten. Det er best in class vi ønsker at bygge med i fremtiden, siger Peter Heymann Andersen.
Rambøll designer cirka 15 pct. af alle nybyggerier i Danmark.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.