
RANDERS: Hvis man klikker sig ind på Facebooksiden Randers Memes bliver man p.t. mødt af et billede af en knallertskole med teksten: ' studietur i Randers, her kender de ikke til cykler'. Billedet er blot et i en lang række, som gør tykt grin med Randers. Og det er ganske populært for siden har næsten 43.000 fans
Bag siden står den 17-årige dreng Gustav Hassert, der ikke har nogen relation til Randers. Han fortæller, at han startede siden, da han gentagne gange oplevede, hvordan randrusianere gjorde sig uheldigt bemærket på sociale medier.
- Der er underligt nok rigtigt mange fra Randers, som udstiller sig selv på Facebook. At have den her side har kun åbnet mine øjne for, hvor slemme de faktisk er, siger Gustav Hassert til Nordjyske.
Kommunen går til modangreb
Selvom man på kommunekontoret godt kan se det humoristiske i facebooksiden, er man nu alligevel ikke helt tilfreds med det billede, som siden giver af byen, og derfor er kommunen nu klar med deres egen Facebookside Randers Great Memes.
På Randers Great Memes kan man blandt andet se et billede af Graceland-kopien i Randers med teksten 'Et hobbyprojekt i Randers' Der er også et billede af skulpturen Den Jyske Hingst med teksten: 'En lille hjemmelavet ting fra Randers'.
- Selvfølgelig kan vi godt grine af de her historier, men det er også vigtigt i samme forbindelse at fortælle en anden historie om alle de spændende, sjove og finurlige ting, der sker her i Randers, siger kommunikationschef Karen Balling Radmer til DR Østjylland.
Frem med de gode historier
Indtil videre har det kommunale modtræk fået lidt over 2000 likes og sidens formål er 'Med et glimt i øjet fortæller vi de overraskende, gode og sjove historier om, hvorfor Randers er et fedt sted at være' skriver de.
Idéerne til Randers Great Memes kommer fra et PR-netværk i Randers Kommune, som blandt andet omfatter Visit Randers og uddannelsesinstitutioner.
Kommunen mener selv, at deres modsvar fungerer:
- Vi kan jo se, at der er mange, der begynder at like siden, og der er mange, der synes, at det er fedt at få fortalt den positive historie, siger Karen Balling Radmer til DR Østjylland.
En internet meme er oftest billeder med en bestemt type skrift med et humoristisk budskab. Internet memes kan udvikle sig og sprede sig ekstremt hurtigt, nogle gange når de verdensomspændende popularitet i løbet af få dage.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.