
Penge tilbage eller en ekstra regning fra SKAT. Omkring 2,5 mio. borgere har på en uge tjekket deres årsopgørelse for 2011 digitalt og bidrager dermed til at frigøre ressourcer til kernevelfærd og indsatsen mod sort arbejde.
Optællingerne hos Skatteministeriet en uge efter, at borgerne fik adgang til at se årsopgørelsen for 2011 i deres skattemappe, får regeringen til at tro på, at hovedparten af befolkningen er parate til at kommunikere digitalt med det offentlige.
- Det er glædeligt, at så mange danskere allerede har tjekket skatten for 2011 digitalt. Det bekræfter mig i, at langt de fleste er parate til, at vi digitaliserer kommunikationen med det offentlige frem mod 2015. Digitalisering vil effektivisere administrationen og dermed frigøre ressourcer til kernevelfærd samtidig med, at det vil gøre det lettere for borgerne at ordne deres sager med det offentlige. Dog skal vi selvfølgelig fortsat være parate til at hjælpe de borgere, der ikke kan bruge mus, skærm og hjemmesider, siger finansminister Bjarne Corydon (S).
Regeringen har sammen med kommunerne og regionerne vedtaget en strategi for, hvordan kommunikationen mellem det offentlige og borgerne skal gøres digitalt de kommende år. Det betyder, at danskerne allerede fra december 2012 skal bruge internettet til f.eks. at melde flytning og tilmelde deres børn dagsinstitutioner - og senere kommer andre områder til.
Fakta
- På en uge har 2.510.732 borgere logget på www.skat.dk for at se deres årsopgørelse.
- Ca. 64 pct. af dem har brugt deres NemID/digital signatur til at logge på - dette tal var sidste år ca. 52 pct.
- 3,6 millioner danskere har en NemID.
srl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.