
Et monopolbrud indenfor affaldsforbrænding er et af de midler regeringen vil tage i brug for at mindske regningen for den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning. Stoppet for kystnære havvindmøller har taget overskrifterne, men regeringens udspil rummer flere elementer.
Et af dem er et forslag om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingssektoren. Beløbsmæssigt udgør det kun en lille del af de ti mia. kr., som dagens initiativer summer op til, men for kommunerne kommer det til at betyde mærkbare ændringer.
Kommunerne har i dag ret til at anvise forbrænding af affald til egne anlæg. Den ret foreslår regeringen ophævet og erstattet af et krav om at sende opgaven i udbud. Det vil ifølge udspillet 'medvirke til at forenkle, effektivisere og skabe stabile rammevilkår for sektoren'.
Kommunerne vil ifølge forslaget fortsat kunne eje og drive affaldsforbrændingsanlæg, men der lægges op til, at de skal selskabsgøres og beskattes som andre selskaber for at skabe lige konkurrencevilkår for kommunalt og privat ejede anlæg. Som resultat forventer regeringen effektivisering og billiggørelse af affaldsbehandlingen, øget genanvendelse og øget incitament til teknologiudvikling.
I penge opgøres den forventede besparelse til 300 mio. kr. frem mod 2025 og 500 mio. kr. fuldt indfaset. Målsætningen fra vækstpakken i 2014 var 200 mio. kr. i 2020.
Udspillet rummer også flere andre elementer med reduktion eller afskaffelse af diverse støtteordninger og en tilpasning af handlingsplanen for omlægning af kabler fra luft til jord. Med hensyn til havvindmøllerne går forslaget som tidligere omtalt ud på at droppe det aktuelle udbud af kystnære havvindmøller, men det indgår også, at Kriegers Flak-udbuddet gennemføres som planlagt, dog med diverse billiggørende tilpasninger.
At Kriegers Flak-udbuddet, der ventes afsluttet til efteråret, får lov at overleve, skyldes at regeringen betragter det som et udstillingsvindue for dansk vindmølleindustri, sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) ved dagens præsentation af udspillet. Kritik af stoppet for kystnære havindmøller afviste han med at de ligger inden for den risiko, bydende virksomheder generelt løber.
Se udspillets besparelsesinitiativer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.