
Omkring ni ud af ti sygehusbehandlinger udføres på sygehuse i hele landet, men hvis man fejler noget komplekst, foregår behandlingen på specialiserede sygehuse med særlig erfaring og udstyr.
Disse specialfunktioner er samlet i en specialeplan, som nu skal revideres. I et oplæg fra Sundhedsstyrelsen lægger der op til en ny model, hvor rammerne for første gang i 20 år bliver justeret.
Sundhedsstyrelsen foreslår, at flere behandlinger kan udføres som del af den ikke-specialiserede sygehusbehandling. I første omgang bliver 37 behandlinger reguleret allerede fra januar 2026, så de kan udføres på flere sygehuse end i dag. Senere forventes flere behandlinger at følge, i takt med at specialevejledningerne revideres.
Det vil give regionerne bedre mulighed for at udnytte den samlede behandlingskapacitet – også på privathospitalerne. Private behandlingssteder vil kunne indgå flere aftaler med regionerne om udvidet frit sygehusudvalg.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) påpeger, at sundhedsvæsenet har ændret sig markant, siden den nuværende specialeplan blev indført.
- Derfor skal vi justere rammerne, så vi får mere fokus på de ikke-specialiserede behandlinger. For det er den behandling, langt de fleste patienter modtager, og her er kvaliteten også meget vigtig som på de specialiserede behandlinger, siger hun.
Mere magt til regionerne
Regionerne får samtidig mere fleksibilitet, fordi de fremover selv kan placere og flytte behandlinger på regionens sygehuse, så længe Sundhedsstyrelsens krav til kvalitet er opfyldt. Det vil ikke som nu kræve godkendelse af styrelsen. Dermed kan regionerne hurtigere foretage ændringer, når der eksempelvis er kapacitetsudfordringer.
Den nye model skal også understøtte, at sygehuse, der varetager de mest specialiserede funktioner, i højere grad forpligtes til at sikre nationalt samarbejde og fælles patientansvar. Det skal sikre bedre mere sammenhæng i patientforløbene.
- Det er vigtigt, at vi får mere fleksibilitet, og at regionerne får bedre mulighed for at udnytte den samlede kapacitet på både offentlige og private sygehuse. Det er med til at reducere ventelisterne, og det en stor fordel for patienterne, for vi tilbyder ikke høj kvalitet, når der er lang ventetid, siger Sophie Løhde.
Regeringen vil fremsætte et lovforslag om specialeplanlægningen i den kommende folketingssamling med henblik på, at de nye regler kan træde i kraft i midten af 2026.
Behandlinger, der spredes ud
I alt 37 behandlinger og undersøgelser kan fra 2026 frit varetages af de ikke-specialiserede sygehuse – eksempelvis:
- Behandling med indsprøjtning af botox i blæren ved overaktiv blæresygdom
- Operation for lidelser i skjoldbruskkirtlen
- Behandling af tilbagefald af eller komplicerede åreknuder
- Operation af led i bagfoden
- Kikkertundersøgelser af nyrebækken
- Vurdering af hjerteklapfejl med henblik på henvisning til operation, efterkontrol og evt. behandling af svære tilfælde
- Nerveledningsundersøgelser, hvor man sender elektriske impulser gennem huden via elektroder for at måle nervernes funktion og diagnosticere nerve- og muskelsygdomme.
Sundhedsstyrelsens forslag kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.