
Med afsæt i et serviceeftersyn af lovgivningen på hjemmehjælpsområdet offentliggjorde regeringen søndag et nyt udspil, der skal forebygge private plejekonkurser.
Baggrunden er dyster - siden 2010 er over 40 private plejefirmaer gået konkurs. Hver gang det sker, stiller det de berørte borgere, medarbejderne og kommunerne i en vanskelig situation.
Især spørgsmålet om, hvorvidt en kommune pådrager sig lønforpligtelser fra et konkursramt firma ved overtagelse af dets opgaver, har været et varmt emne i debatten. Her byder udspillet ind med en vejledning til kommunerne, som Beskæftigelsesministeriet vil udarbejde.
Bag udspillet står ældreminister Thyra Frank (LA), innovationsminister Sophie Løhde (V) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), og de vil blandt andet ændre serviceloven.
- Vi ved, at mange ældre er glade for selv at kunne vælge hjemmehjælp. Men det skal være et trygt valg. Det er meget ulykkeligt for både borgere og ansatte, når plejefirmaer må give op. Derfor skal vi forebygge, så godt vi kan, og skulle skaden ske at et plejefirma går konkurs, så skal alle kommuner have beredskabsplaner på plads. Det sikrer vi med ny nødvendig lovgivning på ældreområdet og en forbedret aftale med kommunerne om udbudsprocessen, siger ældreminister Thyra Frank.
For at forhindre konkurserne vil regeringen blandt andet ændre serviceloven, så kommunerne forpligtes til løbende – og mindst en gang årligt – at efterberegne deres afregningspriser. Serviceeftersynet viser nemlig, at omkring hver tredje kommune undlader at justere de kommunalt fastsatte priser, og det kan betyde, at de private firmaer, der har kontrakt med kommunerne, får en lavere pris:
- Vi skal have mere konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor. Men rammerne for, at private kan løse flere opgaver, skal være i orden – både af hensyn til borgerne og de private virksomheder, der skal konkurrere på fair vilkår. Med dette udspil viser vi vejen for kommunerne, så de kan forebygge konkurser, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Kun halvdelen har en beredskabsplan
Serviceeftersynet viser også, at kun halvdelen af kommunerne har en beredskabsplan for, hvordan de håndterer en konkurs blandt private leverandører. Det gør kommunerne alt for sårbare, og derfor vil regeringen forpligte kommunerne til at have beredskabsplaner.
- I første omgang skal vi så vidt muligt forebygge konkurser i ældreplejen. Vi kan dog aldrig garantere, at der ikke er private firmaer, som må dreje nøglen om. Men vi skal sikre, at ingen ældre kommer i klemme, hvis situationen opstår. Og derfor vil vi gøre det lovpligtigt for alle kommuner at udarbejde beredskabsplaner, så vi sikrer, at de ældre fortsat får den hjælp, de har brug for, siger Sophie Løhde.
Fakta
Regeringsudspillets elementer
- Krav om kommunale beredskabsplaner.
Regeringen ønsker at ændre serviceloven, så kommunerne forpligtes til at udarbejde beredskabsplaner for håndtering af konkurser på hjemmehjælpsområdet. - Løbende efterberegning af afregningspriser.
En ændring af serviceloven skal forpligte kommuner, der anvender en godkendelsesordning, til med faste mellemrum - og mindst en gang årligt - at sikre, at deres afregningspriser reelt afspejler kommunens aktuelle udgifter. - Krav om bankgaranti.
Regeringen vil indgå aftale med KL om, at kommunerne skal stille krav om bankgaranti ved indgåelse af kontrakt med private leverandører af hjemmehjælp. - Bedre leverandørstyring.
En aftale med KL skal sikre, at kommunerne gennemfører bedre udbud og systematisk følger op på deres leverandører, så de hurtigt kan opfange faresignaler på, at en leverandør er i økonomiske vanskeligheder eller misligholder kontraktforhold. - Virksomhedsoverdragelse.
Flere kommuner er usikre på reglerne for virksomhedsoverdragelse i forbindelse med konkurser. Beskæftigelsesministeriet vil derfor udarbejde en vejledning til kommunerne om reglerne på området. - Bedre information om det frie valg.
Kommunerne skal forbedre deres information til borgerne om, at de har mulighed for at vælge en privat hjemmeplejeleverandør.
Regeringen har inviteret Folketingets partier til forhandlinger om udspillet den 7. september i Sundheds- og Ældreministeriet.
Læs eller download serviceeftersynet 'Undersøgelse af konkurser på hjemmehjælpsområdet'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.