En ny aftale mellem Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) indeholder flere udrednings- og behandlingsforløb med bedre sammenhæng for patienterne og et nyt projekt om aflønning efter patientoplevet kvalitet, yder det fra Danske Regioner., der sammen med BPK netop har landet en to-årig aftale for Det Udvidede Frie Sygehusvalg og Ret Til Hurtig Udredning.
Aftaleparterne er blevet enige om en økonomisk ramme, der sikrer regionerne en samlet besparelse på 0,3 pct. i forhold til sidste år, hvor udgifterne beløb sig til 345 mio. kr. De nye aftaler sikrer, at produktivitetskravet på 2 pct., som regionerne mødes med fra statens side, også gælder privathospitalerne.
- Med aftalen skabes flere forløb til gavn for patienterne. Det sikrer en nemmere og bedre vej igennem et behandlingsforløb hos de private, ligesom vi sammen vil afsøge mulighederne for at gå nye veje i forhold til at understøtte kvaliteten i den behandling, der leveres, siger Jens Stenbæk (V), næstformand for Danske Regioner.
Fokus på sammenhæng i patientforløbet
Patienterne vil på nogle nye områder opleve mere sammenhængende forløb, fordi man med en række af delaftalerne sikrer, at de private både står for forundersøgelse, operation, kontroller og varetagelse af mindre komplikationer i ét forløb. Det gælder for eksempel skeleoperationer, mens man på andre områder - som for eksempel rekonstruktioner af bryster efter kræft - tilpasser forløbene, så de bliver mere tidssvarende og sikrer højere kvalitet.
- Med aftalen tager vi et fælles ansvar for, at patienten kan få et trygt behandlingsforløb, som ikke er præget af overgange og ventetid. Samarbejdet mellem regioner og privathospitaler vil sikre hurtig behandling, uden at det kommer til at gå ud over regionernes pressede økonomi. Det kan alle parter - og ikke mindst patienterne - være rigtig godt tilfredse med, siger Bent Wulff Jakobsen, formand for BPK.
Pilotprojekt om aflønning efter målbart resultat
I forbindelse med forhandlingerne er parterne endvidere blevet enige om at iværksætte et pilotprojekt, der skal se på muligheder for at indføre betalingsmodeller, som skaber incitament til øget kvalitet, ensartet gode resultater, sammenhæng og mere effektive patientforløb.
Et sådan projekt vil på sigt kunne honorere de hospitaler og klinikker, der leverer god kvalitet. De nye aftaler træder i kraft den 1. september 2015. I efteråret forventer parterne at lande en række mindre delaftaler inden for ortopædkirurgi, øre-, næse- og hals-operationer samt behandling af søvnapnø.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.