
I en række kommuner i alle fem regioner vil der blive lavet forsøg med fysioterapi uden forudgående lægehenvisning. Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse. Der er endnu ikke taget stilling til, hvor mange kommuner forsøget skal omfatte.
- Vi skal sikre så få hindringer som muligt i forhold til at få den rette behandling på det rette tidspunkt. Og her kan fri adgang til fysioterapi være et godt sted at starte, siger formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen Christoffer Buster Reinhardt (K).
Som det er nu, skal man have en lægehenvisning for at opnå tilskud til behandling hos en fysioterapeut.
Tilskuddet udgør 40 procent af fysioterapeutens honorar, og pengene kommer fra regionernes pengekasse. Men nu vil regionerne give fri adgang for borgere i en række kommuner til at booke tid hos en fysioterapeut, uden at man skal forbi lægen først - samtidig med at de opnår tilskud fra det offentlige til betalingen.
Et lignende projekt har tidligere kørt i to kommuner under Region Hovedstaden. Det er erfaringerne herfra, der har givet blod på tanden til at afprøve det i en større skala.
Regionerne vil foretage en evaluering af projektet for at få dokumenteret effekten for både patienter og sundhedsvæsen, fremgår det af pressemeddelelsen. Det skal eksempelvis undersøges nærmere, hvilke borgere der især vil gøre brug af tilbuddet om fri adgang til fysioterapi.
Aflastning af læger
Formanden for udvalget for det nære sundhedsvæsen mener ikke, at udgifterne for regionerne til tilskud til fysioterapi risikerer at stikke af, hvis det gives frit?
- Tværtimod kan det her være en aflastning af de praktiserende læger og en måde at undgå alt for mange ekstra konsultationer. Så vi ser det som en hjælp, også i forhold til et presset sundhedsvæsen, at man ikke skal opsøge to instanser for at få hjælp, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Hos Praktiserende Lægers Organisation er formand Jørgen Skadborg overbevist om, at fri fysioterapi er en god idé. Han anbefaler, at opgaven med at visitere og henvise til fysioterapi permanent flyttes fra almen praksis til fysioterapeuterne.
"De praktiserende læger oplever et stort arbejdspres, og der er et politisk ønske om, at endnu flere opgaver bør løses tættere på borgerne med de praktiserende læger som en central aktør. Selv med udsigt til et stigende antal praktiserende læger er der derfor grund til at se på, hvilke opgaver der med fordel kan flyttes væk fra almen praksis", siger Jørgen Skadborg i en udtalelse på Lægeforeningens hjemmeside.
Desuden vil man se på, hvad afskaffelse af kravet om henvisning til læge vil betyde for regionernes udgifter til tilskud. Inden forsøget kan sættes i værk, skal der indhentes tilladelse hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
/ritzau/
Red: Tilføjet kl. 10.15 udtalelser i afsnittet "Aflastning af læger" - samt rubrik justeret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.