SYDDANMARK: Stephanie Lose (V), der er formand for Region Syddanmark, konstaterede ved selvsyn natten til tirsdag, at skiftet fra Falck som ambulanceoperatør til det hollandske selskab Bios fungerede, som det skulle. Men hun bilder sig ikke ind, at udfordringerne er blevet mindre af den grund, skriver Ritzau.
- Bios arbejder med en meget stram vagtplan, og derfor følger vi den meget tæt, så vi har en fornemmelse af, hvor tingene står. Det er ingen hemmelighed, at september bliver en hård måned for Bios' reddere, fordi de både skal have overdraget tjenesten og skal tage ekstra mange vagter. - Men mange af dem har også været vant til at arbejde ekstra, og derfor skal vi heller ikke gøre det værre, end det er, siger hun.
Stephanie Lose fastholder også, at arbejdsmiljøloven bliver overholdt. Så selv om der er pres på Bios-redderne, frygter hun ikke, at de bliver slidt op.
- Arbejdsmiljøloven skal overholdes. De skal jo have hvile mellem vagterne. I langt de fleste tilfælde kommer de højst til at køre 12-13 timer på en døgnvagt. Og så har de et døgns hvile, inden de møder på arbejde igen. Jeg forsøger ikke at gøre det rosenrødt, for vagtplanerne er stramme lige nu, men vi er tilfredse med, at ambulancerne bliver bemandet, som de skal, siger hun.
Bedre henad vejen
Sundhedsdirektør Jens Elkjær vil fortsat følge driften nøje de kommende uger. Særligt vagtplanerne er et stort fokusområde.
- Vi skal være sikre på, at de bliver robuste, og at der kører ambulancer hver dag. Bios mangler mandskab, og derfor er de nødt til at spørge, om nogen kan tage ekstra vagter. Men vi følger systematisk op på, at hullerne også bliver udfyldt, siger Jens Elkjær til Ritzau.
Han forventer, at vagtplanerne med tiden bliver nemmere at få til at hænge sammen, når Bios får mere mandskab at gøre med.
- Der er mindst 40 mand mere på vej 1. oktober, så det skulle gerne blive bedre hen ad vejen, siger han.
Kritik fra Falck-tillidsmænd
I forbindelse med overdragelsen anklager Falcks tillidsrepræsentanter i Region Syddanmark regionen for udelukkende at have tænkt på økonomi, da de valgte Bios, skriver Fyens Stiftstidende. I en skriftlig udtalelse går de hårdt efter regionens politikere:
Der har aldrig været så megen uro i forbindelse med et udbud før. Dette skyldes udelukkende, at Region Syddanmark vægtede økonomien så højt, at alt andet var uden betydning. De førende regionspolitikere har hele tiden sagt, at det bedste bud vandt udbuddet, selvom enkelte politikere har udtalt til pressen, at det billigste bud vandt. Eftervirkningerne af dette, er vi nu alle vidne til.
Yderligere påstår tillidsfolkene, at manglen på reddere har fået Bios til at hverve mange tidligere reddere, som efter mange års fravær ikke længere lever op til de faglige standarder og krav.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.