
AALBORG: Der er nu sået tvivl om, hvorvidt Aalborg Kommune fik en separat reklamefilm for de 100.000 kr., som kommunen i 2017 betalte til ejendomsselskabet 2E Group, der samarbejdede med TV2 om tv-serien Nybyggerne, hvor Aalborg blev eksponeret.
Det fremgår af kommunaldirektør Christian Roslevs talenoter i forbindelse med et orienteringsmøde for byrådets medlemmer i går.
På mødet kunne byrådsmedlemmerne stille spørgsmål til den komplicerede sag. I en redegørelse fra sidste uge skrev Roslev ellers, at kommunen betalte pengene for en brandingfilm for Aalborg, og at den skulle anvendes både i selve programserien og efterfølgende i kommunens eget kommunikationsarbejde. Nu er der tvivl om filmens eksistens:
"Vi ved, at Aalborg Kommune er blevet eksponeret som en integreret del af udsendelserne Nybyggerne. Men vi ved ikke, om Aalborg Kommune har modtaget en separat film/filmklip. Vi har de seneste dag afsøgt ældre, digitale arkiver for, om der forefindes en kopi af en film, tv-klip eller lignende. Det har vi ikke kunnne finde," skriver kommunaldirektøren i talenoterne.
Manglende journalisering en klar fejl
Eksponeringen af Aalborg i forbindelse med tv-serien blev første gang drøftet på et møde mellem kommunen og 2E Group i 2016. Her blev der ikke truffet beslutninger, og derfor foreligger der ikke noget referat. En efterfølgende konkret aftale om markedsføring for 100.000 kr. burde selvfølgelig være blevet journaliseret, erkender kommunaldirektøren i talenoterne:
"Det er helt klart en fejl, at det ikke er sket. Vi har naturligvis i økonomistyrelsen faktura for betalingen af eksponeringen gennem udsendelsen - og det er en faktura, som jeg har godkendt."
Allerede i sidste uge krævede Venstre, DF og Enhedslisten sagen gransket, og der var forud for mødet i går spørgmål om bevillingspraksis og hjemmel til køb af markedsføring.
Kritisabelt og bekymrende
Indtil mødet i går troede også rådmand Per Clausen (EL), at kommunen havde betalt for en ekstra reklamefilm. Ifølge Nordjyske mangler han efter gårsdagens møde stadig svar og har sammen med byrådskolleger bedt om aktindsigt i lignende sager:
- Der var ikke nogen klar aftale om, hvad pengene skulle dække. Og der er jo ikke andet at sige, end at det er yderst kritisabelt og bekymrende. Er det en enkelt sag, rejser det spørgsmål om, hvorfor den er blevet håndteret anderledes. Er det en generel praksis, rejser det en række andre spørgsmål, siger rådmanden til avisen.
Af kommunaldirektørens talenoter fremgår det, at aftalen med 2E Group ikke har været på en dagsorden i Magistraten:
"Der har ikke været kutyme for politisk behandling af de udgifter, som Borgmesterens Forvaltning afholder til erhvervssamrbejde og markedføring. (-) I større sager kan Magistraten være blevet orienteret mundtligt, men jeg kan ikke huske, om der har været orienteret mundtligt i denne sag."
God reklame - også uden separat film
Selv hvis en separat reklamefilm ikke findes, så mener kommunaldirektøren, at aftalen om eksponering af kommunen blev overholdt:
"Vi har foretaget et køb af markedsføring hos 2E Group og efterfølgende modtaget ydelsen i form af eksponering - helt som aftalt."
Aalborg blev eksponeret i afsnit af Nybyggerne, produceret af Metronome, og det fremgår af talenoterne, at kommunen ikke ved, hvilken betaling der er foregået mellem 2E Gruop og produktionsselskabet Metronome. Og at det var en del af konstruktionen omkring programmet, at det var 2E Group, der fik udbetalt pengene.
Beskyldninger om returkommision
Da hele sagen blev rejst i sidste uge af mediet Frihedsbrevet og fulgt op af flere andre medier, blev betalingen af de 100.000 kr. kædet sammen med, at ejeren af 2E Group Jesper Skovsgaard, efterfølgende betalte støtte på i ialt 50.000 kr. til Socialdemokratiets Aalborgafdeling. Partistøtten var fordelt på tre selskaber ejet af Skovsgaard og holdt sig derfor til reglerne om max. 20.000 kr. i partistøtte.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) afviste i den forbindelse over for Frihedsbrevet, at penge fra 2E Group var gået til hans valgkampe i 2017 og 2021.
I Jyllands-Posten kalder Jan Nymark Thaysen (V) det i dag tankevækkende, at der ikke er dokumentation for en beslutning til "100.000 kr. af borgernes penge", men er varsom med at kæde beløbet sammen med donationerne til Socialdemokratiet:
- Der er ikke noget bevis for, at det skulle være sket, men modsat er der heller ikke noget i den seneste redegørelse, der fjerner mistanken," siger han til Jyllands-Posten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.